Mærsk vil forkæle aktionærer med fordobling af udbytte
Topchef i Mærsk Vincent Clerc vil forkæle selskabets aktionærer med en fordobling af udbytte. (Arkivfoto). Foto: Mathias Svold/Ritzau Scanpix
Aktionærerne i Mærsk kan ende med at få udbetalt 1120 kroner per aktie, hvis forslag til udbytte vedtages.
Når det går godt for den danske rederigigant Mærsk, falder der som regel også noget af til de mange aktionærer.
I sit årsregnskab for 2024 foreslår selskabet således, at der skal udbetales 1120 kroner per aktie. Det er lidt mere end en fordobling fra året før.
Et udbytte er en del af et selskabs overskud, som selskaber kan vælge at dele med sine aktionærer.
Mærsk kom ud af 2024 med et langt større overskud, end selskabet i første omgang havde spået i sit tilsvarende regnskab sidste år.
Det har været begunstiget af en krise i Det Røde Hav, der er en af verdens travleste handelsruter. Krisen har nemlig være med til at skubbe fragtraterne op, og det kommer nu aktionærerne til gode.
Sidste år tjente selskabet knap 45 milliarder kroner. Det var en forbedring på 59 procent fra året før.
Mærsk har en politik om at dele mellem 30 og 50 procent af sit overskud. Forslaget svarer til 40 procent.
På samme tid har rederiet valgt at igangsætte et aktietilbagekøbsprogram på 14,4 milliarder kroner.
Et aktietilbagekøb fungerer ved, at virksomheden køber aktier på børsen og derefter annullerer dem. På den måde bliver værdien af de tilbageværende aktier mere værd.
Det er en måde for en virksomhed at fordele overskud til aktionærerne på linje med udbytte.
Aktionærerne har taget godt imod aktietilbagekøbet og regnskabet i sin helhed.
Mærsks A- og B-aktier sendes nemlig op med knap ni procent på den danske fondsbørs lidt før klokken 10.
/ritzau/
Seneste artikler
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Takkehilsner nåede fra Nykøbing til Letland
Spøgelseshus lover gys: Nogle får et minde med hjem i bukserne
Kontrakter, webcam og ydmygelse: Tiltalt for at udsætte hustru for årelang kontrol
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned