Mærsks barnebarn køres i stilling

Robert Uggla bliver forfremmet til administrerende direktør i A.P. Møller-Mærsk datterselskab Broström. Det øger hans chance for en plads i rederiets topledelse

Mærsk Mc-Kinney Møllers barnebarn Robert Uggla er tilsyneladende ved at blive kørt i stilling til en plads i rederiets topledelse.
Han overtager nemlig posten som administrerende direktør i Maersk Tankers-rederiet Broström, som blev købt for kort tid siden, skriver Børsen.
Forfremmelsen øger ifølge avisen chancen for, at en Mærsk-reder med Mærsk-blod i årerne en dag vil træde ind i topledelsen.
Robert Uggla er søn af Ane Mærsk Mc-Kinney Uggla, der er udset til at overtage styringen af Mærsks magtfulde fonde, når den nu 96-årige skibsreder ikke vil være med længere.
Robert Uggla startede sin Mærsk-karriere i 2004 og har hidtil været chef for den mellemøstlige division af Maersk Line med base i Dubai.
- Tankindustrien er ny for mig, og jeg ser frem til at arbejde med Broström. Det vil være min primære prioritet at udvikle Broströms position, siger Robert Uggla ifølge Børsen i sin første udtalelse som topchef.


/ritzau/




Offentliggjort Sidst opdateret