Mange studerende vil arbejde mere ved siden af studiet
Studerende arbejder for lidt. I hvert fald hvis man spørger mange af dem selv. Det viser ny undersøgelse.
Danske studerende arbejder for lidt. Det mener i hvert fald 17 procent af dem, som har et studiejob, der gerne vil arbejde mere. Det viser en ny undersøgelse fra Gallup, som er lavet for Nordea, om studerendes holdning til studiejobs i 2016.
Undersøgelsen viser, at 52 procent af de unge arbejder ved siden deres studier. Af dem mener tre ud af fire, at de arbejder tilpas meget, mens 17 procent - svarende til 48.000 - gerne vil arbejde mere.
Det undrer ikke formanden for Danske Studerendes Fællesråd (DSF), Yasmin Davali, der mener, at det er nødvendigt for de fleste studerende at arbejde, hvis deres økonomi skal hænge sammen.
- Det er stort set alle, der bliver nødt til at arbejde ved siden af studiet for at få det til at fungere. Lige nu har vi altså ikke et SU-niveau, der gør, at studerende kan koncentrere sig om at studere 100 procent. Næsten alle studerende bliver nødt til at supplere deres SU med en eller anden indtægt, siger hun.
Da fremdriftsreformen trådte i kraft sidste år, blev de studerende anbefalet højst at arbejde 15 timer om ugen. Sådan lød opfordringen fra Troels Østergaard Sørensen, dekan ved Københavns Universitet, i et brev han sendte ud til arbejdsgivere, der har studerende blandt de ansatte.
De studerende med arbejde er ifølge undersøgelsen på job i 12 timer om ugen i gennemsnit.
Danske Studerendes Fællesråd mener, at det blandt andet er boligpriserne, der tvinger de studerende til at arbejde ved siden af studiet.
- Jeg synes faktisk, at vi er på vej ud på et skråplan, når man bliver nødt til hele tiden at arbejde mere og mere for at få lov til at få tag over hovedet, mens man studerer, siger Yasmin Davali.
Men formanden tror også, at mange studerende vælger at arbejde, fordi de får noget fagligt ud af det.
- Der er mange studerende, der ønsker at arbejde mere, hvis der eksempelvis var et relevant projekt på deres arbejde, som kunne give mening, også selv om det er mere end 15 timer, siger hun.
Undersøgelsen er foretaget af TNS Gallup for Nordea blandt 1010 unge i alderen 18-29 år, hvoraf 61 procent er i gang med en uddannelse
Seneste artikler
Nye krimier afslører landsdelens mørke hemmeligheder
Direktør langer ud efter havbrugskritikere: – De er direkte onde
Vil du have indflydelse på de nye skoledistrikter? Her er fristen
Lokale vil have havbrug væk: – Vi bader i fedtemøg
Fejø manglede en læge – så kom der to
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde