Mange taber på ikke at passe investeringer

Mange private investorer snyder sig selv for et bedre afkast ved ikke at justere deres beholdning af aktier og obligationer en til to gange om året. Det konstaterer investeringsforeningen Sparinvest efter en undersøgelse.

- Mange danskere løber en stor risiko for at få et lavt afkast, fordi de har for stor en andel af obligationer i deres portefølje, siger Michael Albrechtslund, direktør for Sparinvest.

Aktiemarkederne har været i fremgang de senere år, og det kan fortsætte i 2011, vurderer han. Jo længere tid der er til pension, jo mere skal man have investeret i aktier, lyder det gode råd.

Forskellen mellem aktivt at tilpasse porteføljen og blot lade investeringerne passe sig selv er ganske betydelig. 500.000 kroner investeret i globale aktier, danske obligationer og virksomhedsobligationer i 1992 ville i dag være blevet til 1,588 millioner kroner uden ændringer i porteføljen.

Havde man i stedet justeret for at bibeholde samme forhold mellem aktier og obligationer, var formuen vokset til 1,724 millioner kroner - eller 136.000 kroner ekstra.

90 procent af udsvingene i ens afkast skyldes valg af investeringsportefølje. Fem procent skyldes valg af den enkelte aktie eller obligation, mens mindre end to procent hænger sammen med køb og salg på bestemte tidspunkter.

- Det er altså den rette sammensætning af porteføljen, der er afgørende, siger Michael Albrechtslund.

Han råder til, at man mindst en gang om året sammen med en bankrådgiver vurderer sammensætningen af ens investeringer.

/ritzau/

Mange pensionsopsparere løber risiko for små afkast, hvis de ikke plejer deres investeringer.

Offentliggjort Sidst opdateret