Markante benspænd kunne ikke stoppe DSV
Transportkæmpen DSV med administrerende direktør Jens Bjørn Andersen i spidsen klarede første kvartal i fin stil trods store udfordringer. Foto: Reuters/Staff/arkiv
Staff/Reuters
Fragtkoncernen DSV øgede trods flere udfordringer sin omsætning og sit resultat i de første måneder af 2018.
Selv om påsken gav færre arbejdsdage og dollarens deroute kostede dyrt for fragtkoncernen DSV i de første tre måneder af 2018, gik det alligevel pænt frem for den globale koncern.
Det viser regnskabet, der netop er offentliggjort.
Omsætningen steg marginalt til 18,4 milliarder kroner, og nettoresultatet steg med 100 millioner kroner til 769 millioner kroner.
- DSV leverede et godt resultat i første kvartal 2018, med vækst i både fragtmængder og driftsresultatet.
- Baseret på den gode start på 2018 og generel positiv markedsudvikling hæver vi den lave ende af forventningerne for 2018 og iværksætter et nyt tremåneders aktietilbagekøbsprogram til en værdi af 1,1 milliarder kroner, skriver administrerende direktør Jens Bjørn Andersen i regnskabet.
Fremgangen kom på trods af, at påsken i år lå i marts samt at valutaudsving - hovedsageligt i den for DSV afgørende dollar - trak omsætningen ned med 822 millioner kroner.
DSV startede som en forening af danske vognmænd, men er gennem mange års kontinuerlige opkøb blevet til en global aktør inden for fragt til lands, vands og i luften.
For de to sidste, divisionen "Air & Sea", landede omsætningen på 8,4 milliarder kroner. Specielt luftfragt lagde til med en vækst på 10 procent i de transporterede mængder.
I den klassiske division "Road", der dækker over DSV's store netværk af vognmænd og egne lastbiler, steg omsætningen til 7,7 milliarder kroner.
Antallet af fragter steg med tre procent i perioden.
For DSV's nyeste og hastigt voksende division "Solutions", der blandt andet dækker over lagervirksomhed, steg omsætningen til 2,8 milliarder kroner. Samtidig blev driftsoverskuddet mere end fordoblet.
- Forbedringen af marginerne var drevet både af højere priser og en lavere omkostningsbase sammenlignet med sidste år, skriver DSV.
Seneste artikler
Motorcyklist påkørte dødt dådyr
Trippel sportsfest: Her er søndagens kampe
Nye krimier afslører landsdelens mørke hemmeligheder
Direktør langer ud efter havbrugskritikere: – De er direkte onde
Vil du have indflydelse på de nye skoledistrikter? Her er fristen
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker