Markedspladsen eBay viser overraskende godt regnskab
Det amerikanske selskab eBay har tirsdag fremlagt et kvartalsregnskab, der slår analytikernes forventninger.
Den onlinebaserede markedsplads eBay har tirsdag aften fremlagt et kvartalsregnskab, der har fået selskabets aktier til at stige fire procent i den såkaldte efterhandel på børsen.
Det skriver Reuters.
Amerikanske eBay, der er en markedsplads og et auktionshus på nettet, har haft et bedre første kvartal i år end forventet med flere købere og handler.
Tidligere har selskabet kæmpet med en sløv vækst i sin kerneforretning, men ved at modernisere sin handelsplatform og fokusere mere på mindre sælgere har eBay tilsyneladende tacklet udfordringen.
Onlinevirksomheden kunne således fremvise en stigning i antallet af indkøbslystne kunder på siden. I alt steg antallet af aktive købere med 3,8 procent til 162 millioner.
Meget af selskabets vækst kommer fra billettjenesten Stubhub, der i første kvartal havde en omsætning på 177 millioner dollar. Det er en stigning på 34 procent sammenlignet med samme periode sidste år.
I kvartalsregnskabet fremgår det videre, at eBay i årets første tre måneder havde en samlet omsætning på 2,14 milliarder dollar svarende til cirka 14 milliarder kroner. Det er en stigning på 3,7 procent i forhold til samme periode sidste år.
Analytikerne havde regnet med en omsætning på 2,08 milliarder dollar.
Nettooverskuddet landede på 482 millioner dollar i kvartalet.
Især splittet fra PayPal sidste år har udfordret eBays vækstmuligheder og var medvirkende til et skuffende resultat i 2015.
- Vi er i gang med at udføre vores plan og gør fremskridt i forhold til at sikre, at vores købere har det bedste udvalg af produkter og en enkel, personlig shoppingoplevelse, mens sælgere nyder godt af en stærk platform, siger eBay-direktør Devin Wenig ifølge Forbes.
Seneste artikler
Underskud og låneoptag: Sådan endte byrådsmødet
Dagligvarebutik i nødråb
Efter rottealarm: Nu kan tvist ende i retssag
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Grønt initiativ åbner i dag
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker