Marts blev værste måned for dansk vareeksport i otte år
Eksporten fra Danmark - såsom containerne her fra Aarhus Havn - er faldet i marts måned. (arkivfoto) Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix
Henning Bagger/Ritzau Scanpix
En rædselsmåned for eksporten i marts giver bange anelser i Dansk Industri.
Salget af danske varer til udlandet faldt med 5,6 procent i marts, hvilket er det største fald siden 2011.
Det viser tal fra Danmarks Statistik, der løbende opgør regnskabet for Danmarks handel med udlandet.
Faldet i marts er ikke nok til at overskygge resultaterne fra januar og februar, og samlet set over de første tre måneder er eksporten af varer steget med 1,4 procent.
Trods faldet i eksporten sælger Danmark stadig varer til udlandet for et større beløb, end der bliver importeret. Dermed har Danmark et overskud på sin udenrigshandel.
Men faldet i marts er nok til at gøre Dansk Industris chefanalytiker, Allan Sørensen, bekymret.
- Den svage efterspørgsel i udlandet har desværre ført til færre eksportindtægter i de seneste måneder, skriver han i en analyse.
- Vi håber ikke, at nedgangen er et forvarsel om, at eksporten går sværere tider i møde.
Ifølge cheføkonom i Nykredit Tore Stramer kommer årsagen til faldet ude fra landets grænser.
- Det store fald i eksporten i marts kan desværre være et tegn på, at svækkelsen i den globale økonomi nu har ramt den danske eksport, skriver han i en analyse.
Han vil ikke udelukke, at faldet kan være et udsving og ikke en vedvarende tendens.
Han peger på, at de to varegrupper, hvor eksporten er faldet mest i marts, er medicin og maskiner. Ifølge Tore Stramer har de to grupper historisk set haft store udsving.
Også cheføkonom i Danske Bank Las Olsen opfordrer til, at man tager faldet i vareeksporten i marts med ro.
- Det lyder måske som om, det er gået helt galt for dansk økonomi, men faldet kommer efter en voldsom stigning i januar, skriver han i en analyse.
Også eksporten af tjenester faldt i marts. Dog mindre end eksporten af varer.
Faldet i eksport af varer og tjenester trak betalingsbalancen i minus i marts. Minusset lyder på 900 millioner kroner.
Betalingsbalancen er over- eller underskuddet ved Danmarks samhandel med udlandet.
Den er resultatet af et regnskab over Danmarks samlede økonomiske transaktioner med udlandet.
Den dækker både over værdien af handlen med varer og tjenester på tværs af den danske grænse samt for eksempel handel med aktier og investeringer.
Seneste artikler
Nye krimier afslører landsdelens mørke hemmeligheder
Direktør langer ud efter havbrugskritikere: – De er direkte onde
Vil du have indflydelse på de nye skoledistrikter? Her er fristen
Lokale vil have havbrug væk: – Vi bader i fedtemøg
Fejø manglede en læge – så kom der to
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde