Maskinfabrik kæmper for plus og en stabil fremtid

- Vi skal huske at se på det positive: Vi har forbedret vores resultat med cirka fem millioner kroner i forhold til året før (hvor firmaet havde et minus på op mod seks millioner kroner. red). Og så har vi formået at øge omsætningen med 12 procent - med klart færre folk.

Sådan lyder det fra fabriksdirektør Søren Faurskov, GandA Maskinfabrik A/S i Perlestikkergade i Nakskov. I den sidste konstatering ligger også noget af det mindre positive: Der er cirka 15 færre medarbejdere i virksomheden nu end for et års tid siden.

- Vi er på vej gennem en proces, som er både hård og vanskelig. Men nødvendig. Det ser heldigvis ud til, at vi lander på benene. Og så tror jeg til gengæld også på, at vi kan få en mere stabil fremtid - økonomisk og beskæftigelsesmæssigt, siger fabriksdirektøren, som tidligere på året også måtte konstatere, at uenigheder om lønforhold med de ansatte førte til den første arbejdsnedlæggelse nogensinde på maskinfabrikken, der har ligget i Nakskov siden 1985.

Under arbejdsnedlæggelsen i april sagde Søren Faurskov: “Jeg er ked af, at medarbejderne ikke ser realistisk på fremtiden, og i værste fald kan holdningen betyde, at vi flytter produktionen væk fra Nakskov.”

Den bekymring vil han afgjort ikke hive frem nu. Der har som nævnt været fremgang siden.
- Men det er også vigtigt at sige, at vi er i en løbende proces, der drejer sig om at gøre virksomheden effektiv og konkurrencedygtig. Det er ikke noget, der bare stopper fra den ene dag til den anden. Det vil fortsætte.
- Men omvendt er der også fra koncernen (GandA er en del af Gerstenberg-koncernen) tillid til, at vi kan få en fornuftig virksomhed med fornuftige resultater. Og vi er da godt på vej, konstaterer Søren Faurskov, som også peger på, at man her på det allerseneste har investeret i nyt, højteknologisk udstyr for cirka fire millioner kroner på virksomheden: Et signal om at man gerne vil investere i fremtiden i Nakskov.

Foto: Der er blevet færre hænder hos GandA - men omsætningen er steget.

GandA A/S i Nakskov er kommet gennem en omtumlet periode - med lys forude.

Offentliggjort Sidst opdateret