Matas lover sikkert medicinsalg

Selv om detailkæden Matas hidtil har været mest kendt for salg af shampoo og parfumer, så lover kæden at stå for et professionelt salg af medicin, hvis man får lov til at bryde apotekernes monopol. Matas har kig på et stort marked, hvis politikerne gør alvor af at opløse apotekernes monopol på medicinsalg.

- Det skal fortsat være farmakonomer og farmaceuter der står for rådgivningen, siger Henrik E. Johannsen, informations- og miljøchef i Matas.

Han understreger at Matas ikke vil gå på kompromis med forbrugernes sikkerhed.

Matas glæder sig over den analyse af området, der nu er sat i gang, og man afventer hvilken model, der bliver valgt for liberaliseringen. Men hensigten er at ansætte specialister, så Matas-kunderne let kan finde frem til de Matas-ekspedienter med særlig viden om medicinområdet.

- Vi har i forvejen alle landets familier inde i Matas og vil også gerne kunne give dem den service at de kan få indløst deres recept hos os, siger Henrik E. Johannesen.

Han peger på at farmaceuterne på apotekerne i dag allerede i vidt omfang sælger blandt andet shampooprodukter og andet, som de også vil skulle sælge til kunderne i Matas-forretningerne.

Også dagligvarekæden Coop står klar på sidelinjen. Her ser man mulighed for at åbne 50 apoteker og 50 apoteksudsalg i tilfælde af en liberalisering, fremgår det af Business.dk. Hos Coop ser man øget apotekssalg som en vej til at beskytte truede dagligvarebutikker i udkantsområder.

Når apotekerne overhovedet har et monopol på medicinområdet skyldes det ifølge professor Claus Møldrup, Farmaceutisk Fakultet ved Københavns Universitet, især tre forhold: sikkerheden for uddannet personale til at håndtere rådgivning og salg af medicinen, en reguleret styring af medicinforbruget og et godt apparat til at få viden om bivirkninger sendt tilbage til myndighederne.

Ved en liberalisering kan det uddannede personale sikres i andre butikker, ligesom man formentlig også vil kunne sikre oplysninger om bivirkninger. Den stramme kontrol med området bliver dog sværere at opretholde.

- Regulatorisk set er det lettere at håndtere de omkring 250 apoteker, også rent it-mæssigt, siger Claus Møldrup. Den stramme kontrol sikrer blandt andet udlevering af billigste sammenlignelige medicin i et system, hvor priserne ændres hver 14. dag. Hvis man fortsat skal holde den stramme kontrol med området, vil det efter en liberalisering kræve større ændringer på området.

/ritzau/

Matas vil sælge medicin og lover uddannet apotekerpersonale. Stram kontrol skal følge med, siger ekspert.

Offentliggjort Sidst opdateret