Medarbejderne på Vestas fritstillet

På vingefabrikken i Nakskov blev alle ansatte på arbejde kaldt til møde i kantinen, straks efter at fondsbørsmeddelelsen var sendt ud klokken 8.30. Koncernproduktionschef, Ole Borup Jacobsen, meddelte så de cirka150 medarbejdere, som var på arbejde, at fabriken i Nakskov skal lukke.

Umiddelbart efter blev produktionen indstillet, og der mangler nu kun oprydning på fabrikken. Alle ansatte blev bedt om at tømme deres skabe.

Fra fabriken har man i dag forsøgt at kontakte samtlige ansatte for at oplyse om situationen, og de får senest et brev i morgen.

Ole Borup Jacobsen oplyste, at alle nu bliver fritstillet med fuld løn, og at der nu nedsættes et forhandlingsudvalg, som  indleder forhandlinger mellem arbejdsmarkedsparterne om vilkårene for afskedigelse. Der blev også indkaldt til ekstraordinært samarbejdsudvalgsmøde på fabrikken i Nakskov klokken 11.45. Der er afsat 21 dage til denne forhandling efter overenskomstmæssig aftale.

Det er 430, der mister deres arbejde - heraf 385 timelønnede.
- Det er meget vemodigt at overgive denne meddelelse til de ansatte i Nakskov, siger Ole Borup Jacobsen. Jeg var selv med til at starte fabrikken for ti år siden, hvor den første vinge blev produceret lillejuleaften 1999. Vi havde håbet, at afmatningen på det nordeuropæiske marked ville ændre sig, men det skete ikke.

Foto: Arkivfoto: Anders Knudsen

Koncernproduktionschef på Vestas i Nakskov, Ole Borup Jacobsen, meddelte i morges, at medarbejderne nu bliver fritstillet med fuld løn.

Offentliggjort Sidst opdateret