Medicinalindustrien sikrer dansk økonomi samlet fremgang i 2023

Uden medicinalindustrien var dansk økonomi gået tilbage i 2023. Det største medicinalselskab i Danmark er Novo Nordisk, der sidste år omsatte for 232 milliarder kroner. (Arkivfoto). Foto: Linda Kastrup/Ritzau Scanpix

Fraregner man bidrag fra medicinalindustrien var bnp faldet med 0,1 procent i 2023 ifølge Danmarks Statistik.

Offentliggjort Sidst opdateret

Medicinalindustrien sikrer dansk økonomi en fremgang på to procent i fjerde kvartal i 2023.

Det viser nye tal fra Danmarks Statistik.

Det er en "voldsomt imponerende vækst", mener Tore Stramer, som er cheføkonom i Dansk Erhverv.

Han understreger dog, at det primært er medicinalindustrien, der trækker økonomien op.

I hele 2023 steg Danmarks bnp - bruttonationalprodukt - med 1,8 procent. Men hvis man trækker bidraget fra medicinalindustrien fra, ville bnp være faldet med 0,1 procent, skriver Danmarks Statistik.

Bnp er et udtryk for størrelsen af et lands økonomi og er det mest anvendte nøgletal til at måle det. Stigninger eller fald viser, om økonomien vokser eller skrumper.

- Altså har store dele af dansk økonomi været ramt af en recessionslignende tilstand i 2023 med faldende økonomisk aktivitet, skriver Tore Stramer i en kommentar til tallene.

Han tilføjer, at tilbagegangen har været størst inden for byggebranchen, i finanssektoren og inden for erhvervsservice. Omvendt har flere serviceerhverv, særligt i oplevelseserhvervene, oplevet fremgang.

I forbindelse med udgivelsen af de nye tal har Danmarks Statistik også revideret tal fra tidligere kvartaler.

Nu fremgår det, at der har været en fremgang på 0,4 procent i tredje kvartal. Tidligere var det beregnet, at der var tale om et fald på 0,7 procent.

Dermed er den tekniske recession, som Danmark ud fra tallene befandt sig i i sommeren og efteråret, afblæst.

En teknisk recession betegner to kvartaler i træk med økonomisk tilbagegang.

I andet kvartal i 2023 faldt Danmarks bnp med 0,6 procent sammenlignet med første kvartal.

Tore Stramer forventer, at der vil være en stabil økonomisk vækst på 1,5 procent i 2024. Det skyldes særligt en ventet fremgang i privatforbruget.

- Endelig forventer vi et fortsat solidt vækstbidrag fra medicinalindustrien i år. Særligt med baggrund i at der er udsigt til en fortsat udbygning af produktionskapaciteten i medicinalindustrien, skriver han.

Novo Nordisk er det største medicinalselskab i Danmark. Selskabet havde i 2023 en omsætning på 232 milliarder kroner.

Selskabet har for nylig købt tre fabrikker af amerikanske Catalent.

Desuden har Novo investeret sammenlagt 42 milliarder kroner i nye anlæg i Kalundborg.

/ritzau/