Over hele landet er landmændene begyndt at høste de første marker for græsfrø, vinterbyg og vinterraps.
Landmændene har været først på sydhavsøerne med det mildere klima og på de sandede jorder i Vestjylland syd for israndslinjen, der går midt op igennem Jylland for at bøje af vestover ved Viborg.
I år er det en uges tid senere end normalt, at mejetærskerne er begyndt at køre, siger drifts- og logistikchef i grovvareselskabet DLG, Søren Villumsen.
- Kornhøsten er lidt sen i år på grund af den kolde vinter, siger han.
DLG skønner, at 15-20 procent af vinterbyggen allerede er i hus. Vinterrapsen er foreløbig først blevet skårlagt, så frøene kan ligge og modne på marken et par ugers tid, før høsten køres i hus.
Høsten af hvede, maltbyg og foderbyg - langt de største afgrøder - går først i gang om en 10-14 dage, venter Søren Villumsen.
Det er endnu uvist, om den kolde og lange vinter har skadet årets høstudbytte. Forårssåningen ser dog ud til at være kommet i gang tids nok, at planterne kan nå at modne, oplyser direktør i Landskontoret for Planteavl, Carl Åge Pedersen.
- Den eneste virkning af den lange vinter, vi indtil nu er sikre på, at det har givet landmændene noget ekstra bøvl med markarbejdet, siger Carl Åge Pedersen.
Også de priser, som landmændene kan få for afgrøderne, er der endnu uvished om. Hedebølger i lande som Frankrig og Rusland ser ud til at ville koste udbytte her. Og det har fået priserne til at stige på de internationale markeder.
/ritzau/
Seneste artikler
Løb efterårsferien ind med sørgebind
- Jeg kan jo sige tak til René tusind gange, men der findes ikke ord for det
Par åbner Æblets Dag
Da tipsklubben skulle på ferie, klappede fælden for kasserer
Skoleelever hyldet af byrådsmedlemmer
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet