Metalcolour vil øge produktionen

Det har været et turbulent år for Metalcolour A/S med både corona og høje råvarepriser. Her direktør Jakob Søndergaard Nielsen og salgschef Ronnie Skov. Foto: Anders Knudsen

Trods corona og høje råvare- og energipriser er Metalcolour A/S klar til kapacitetsudvidelse.

Offentliggjort Sidst opdateret

De seneste to års globale corona-pandemi har ikke været let at navigere i for Metalcolour A/S, som eksporterer størstedelen af produktionen.

Virksomheden, som holder til på Agrovej i Øster Toreby, arbejder med overfladebehandling og prælakering af stål- og metalplader og er dermed underleverandør til kunder, der formgiver metallet.

Metalcolour leverer blandt andet lakering med farver til producenter af hårde hvidevarer som køle- og fryseskabe, tekniske løsninger til bilindustrien og lakerede lofts- og vægplader til skibsværfter, der bygger krydstogtskibe.

Corona har ramt Metalcolours kunder i alle brancher, men alligevel regner Metalcolour med at komme ud af 2021 med et lille plus, selvom årsregnskabet endnu ikke er klart. Omsætningen er steget væsentligt, men det er råvarepriserne også.

- Her og nu er vi godt i gang med 2022, og ordrebogen er fyldt et godt stykke frem. Budgettet for 2022 ser fornuftigt ud, men corona giver usikkerhed, ligesom der også er usikkerhed om, hvorvidt råvarepriserne stabiliserer sig i 2022. Det har været et meget hektisk 2021 på råvaresiden, forklarer Jakob Søndergaard Nielsen, direktør i Metalcolour A/S.

Metalrullen her vejer tre ton er på 748 kvadratmeter og 973 løbende meter. Foto: Anders Knudsen

Dyrt stål og aluminium

Problemet er, at stål- og aluminiumspriserne er steget til noget nær det dobbelte i det forgangne år.

- Stål og aluminium får vi primært fra Europa, særligt Sverige og Finland. Men den europæiske stål- og aluminiumsbranche er dybt afhængig af, hvad der sker i Rusland. Omkring en tredjedel af aluminiummet i Europa er på russiske hænder, så den geopolitiske situation mellem Europa, Rusland, USA og Kina er af stor betydning både for pris og levering, forklarer Jakob Søndergaard Nielsen og fortsætter:

- Der har også været tariffer på import af aluminium fra Kina, hvilket har gjort, at der ikke har været nok aluminium i Europa. Vi kan kun sende regningen et sted hen, og det er videre til kunderne.

Metalcolour har ifølge salgschef Ronnie Skov også haft nogle logistikudfordringer på grund af rederiet Evergreen, som sejlede på grund og blokerede Suezkanalen i en periode.

- Vi eksporterer varer til Asien, så det gav os nogle udfordringer, men også nogle ekstra omkostninger, fordi vi måtte skifte om fra skib til togtransport til Asien, siger Ronnie Skov.

De stigende energipriser har også ramt Metalcolour, da virksomheden bruger meget energi på at opvarme det lakerede metal, så det kan hærde. Med det store energiforbrug vil Metalcolour i øvrigt koble sig på den kommende gasledning.

Men på trods af turbulens om råvarepriser og høje energipriser, har 2021 dog været et bedre år end 2020 for virksomheden, som modtog Lolland-Falsters Erhvervspris 2019 blandt andet på baggrund af solide nøgletal på resultat- og balancesiden.

- 2021 har været klart bedre end 2020. I den nedlukning, der var i marts 2020, blev alle ramt. Vi fortsatte produktionen et langt stykke tid, og så var vi nede på to dage om ugen i produktionen i tre ugers tid, før vi var tilbage igen på fuld kraft. Der var vi hårdere ramt gennem hele året. 2021 har været et mere stabilt år rent coronamæssigt, konkluderer Jakob Søndergaard Nielsen.

Industrioperatør Jørn Vallentin gør en metalrulle klar. Foto: Anders Knudsen

Brug for flere hænder

Et bevis på, at Metalcolour er kommet godt igennem udfordringerne, er, at det nu er planen at øge produktionen. Ud fra budget 2022 regnes med en øget produktionsmængde på 30 procent.

- Vi øger kapaciteten. De sidste seks år har vi haft halvanden-holds-skift 12 timer om dagen fire dage om ugen. Til april er det planen, at vi udvider til to-holds-skift fire dage om ugen, siger Jakob Søndergaard Nielsen.

Metalcolour, som har cirka 30 ansatte, er derfor i gang med at ansætte yderligere seks timelønnede ufaglærte ansatte.

- Vi har været forskånet for at have store problemer med at skaffe folk. Men vi kan indirekte mærke, at arbejdsmarkedet rundt om os er sultent, så der er et vist pres på at fastholde medarbejdere, fortæller Jakob Søndergaard Nielsen.

I forhold til manglen på mikrochips, som har ramt bilindustrien med lange ventetider, regner Ronnie Skov med, at det begynder at bløde op i løbet af i år.

- Vi mærkede opbremsningen i bilindustrien i første halvår i 2021. Men lige siden sommerferien 2021 har vi kørt på fuld damp og har fyldt vores anlæg uge efter uge. Det ser vi også fortsætte her i 2022, siger Ronnie Skov.

Metalcolour A/S er en del af Metalcolour Group, som også omfatter Dampa ApS på Fyn, der producerer akustiklofter. Derudover består Metalcolour Group også af Metalcolour AB i Sverige og et joint venture-selskab i Singapore.

Det store produktionsanlæg klarer 320 rullende meter. Foto: Anders Knudsen
Metalcolour er lige nu i gang med en ansættelsesrunde, da produktionen skal øges fra april. Foto: Anders Knudsen