Mikro-Helen går efter større opgaver

Helen Martin vendte i 2001 tilbage til Danmark efter mange år i Afrika og England. Hun har en omfattende universitetsuddannelse i medicin og informationssøgning.

Og hun driver i dag en såkaldt mikro-virksomhed. Ene og alene. Men altid parat til at samarbejde med andre.
- Det er dejligt at arbejde på den måde. Jeg kan være tidligt oppe om morgenen - eller arbejde sent. Jeg kan gå på diget eller i haven - og arbejder, når jeg vil, fortæller Helen Martin, der bor i Sjunkeby.

Som 57-årig grundlagde hun sin lille virksomhed i 2001, da hun vendte tilbage. Og siden har hun i forskellige netværk løst større og mindre opgaver i ind- og udland.

Men på det seneste er Helen Martin - blandt andet via mikronetværket på Lolland-Falster - begyndt at undersøge, hvordan hun sammen med andre lokale på en eller anden måde kan gå sammen for at byde ind på større opgaver hos de større, lokale virksomheder.
- Jeg har lokalt mange opgaver hos mindre virksomheder. Og jeg har og får også flere store opgaver i resten af EU, hvor jeg sammen med andre byder ind på projekter. Men jeg har ikke nogen store kunder hernede på Lolland-Falster. Det er også fordi, jeg ikke har været særligt opsøgende, siger Helen Martin.

Hun er derfor sammen med det lokale mikro-netværk samt Erhvervsråd Lolland-Falster ved at undersøge, hvordan enkeltmandsejede mikrovirksomheder kan gå sammen i en eller anden form, så de i fællesskab kan byde ind på opgaverne.

- Jeg tænker på, om man kunne lave en lille klynge af små firmaer, som gik sammen. Og så kunne man sammen byde ind på en opgave, og alt efter hvad opgaven var, fandt vi så ud af, hvem og hvor mange der skulle løse den, forklarer Helen Martin.
- Vi skal til at lave en tænketank for at finde ud af, hvordan det gøres.
Men jeg forestiller mig for eksempel, at sådan et firma skulle have et fælles navn, fortæller Helen Martin.




Helen Martin vendte i 2001 tilbage til Danmark efter mange år i Afrika og England. Hun driver i dag en såkaldt mikro-virksomhed.

Offentliggjort Sidst opdateret