Miljøminister skal se på motorvejs-mulighederne

Miljøminister Troels Lund Poulsen (V) vil gerne med egne se på de områder langs motorveje, som kommunerne på Lolland-Falster gerne vil udlægge som nye erhvervsområder.

Derfor lægger ministeren - formentlig i ministerbil ad motorvejen - turen om ad landsdelen her i juni. De to borgmestre Kaj Petersen, Guldborgsund, og Stig Vestergaard, Lolland, har presset på for at få mulighed for etablering af de nye erhvervsareler.

Sagen behandles af Miljøcenter Roskilde - der har ministeren som øverste chef. Derfor er borgmester Kaj Petersen også ganske godt tilfreds med, at Troels Lund Poulsen selv ser på mulighederne.

I Guldborgsund ønsker man især at få nye erhvervsmuligheder ved motorvejen ved Sakskøbing og ved Højmølle på Nordfalster. Sidstnævnte placering er faktisk blevet nævnt af Miljøcentret selv.
- Det er vigtigt, at vi får gode, store, velbeliggende erhvervsområder, som vi så efterhånden kan byggemodne. Det er også væsentligt, at vi med henblik på den kommende Femern-bro kommer i gang med forberedelserne til en ny struktur i god tid, siger Kaj Petersen.




Troels Lund Poulsen kommer i juni til Lolland-Falster for at vurdere kommunernes ønske om at udlægge nye erhvervsarealer langs motorvejen.

Offentliggjort Sidst opdateret