Million-plus og nye job i medico-firma

Melitek A/S i Nørre Alslev vokser stadig - og overvejer nybyggeri.

Offentliggjort Sidst opdateret

Større overskud. Flere arbejdspladser. Og måske inden så længe nyt byggeri og flere kvadratmeter at udvikle sig i...

I det seneste regnskab fra Nørre Alslev-firmaet Melitek A/S får resultatet karakteren “tilfredsstilende”. Men direktør Kim Laursen vil godt lægge en anelse til og fastslå, at det går godt for medico-leverandøren. Rigtig godt endda, kan man tilføje.

Økonomisk blev overskuddet i 2009-2010 på lige knap fire millioner kroner før skat. Året før - som absolut også levede op til forventningerne - lød tallet på godt 2,7 millioner kroner.

Men udover de økonomiske gevinster glæder direktør Kim Laursen sig også over, at der har været basis for yderligere at udvide antallet af arbejdspladser - fire nye medarbejdere er kommet til på det seneste - og at man i det hele taget følger de planer for vækst, som virksomheden har udstukket.

- Det er selvfølgelig rart at se, at de planer, man har lagt, og de initiativer vi har taget, også giver de ønskede resultater, konstaterer Kim Laursen.

Meliteks produkter bruges blandt andet som råmaterialer til insulin-penne fra Sanofi-Aventis, der på internationalt niveau hører til især danske Novos største konkurrenter på markedet for diabetes-behandling. Melitek leverer til Sanofi-producenter i Schweiz, Tyskland og Finland.

Melitek har fjernlagre flere steder - blandt andre to i Tyskland og to i Finland i nærheden af slutaftagerne, sådan at man hurtigt og effektivt kan servicere kunderne. Men også her på hjemlig Falster-grund er der behov for plads. Lagerkapaciteten er godt fyldt, og her efter sommer har man måttet benytte sig af lagerhotel i Orehoved.

Melitek har forlængst sikret sig ekstra jord ved den nuværende fabrik. Og tidspunktet for en udbygning rykker måske nærmere.

- Vi har ingen tidsplan her og nu. Men som det udvikler sig i øjeblikket for virksomheden, så er det klart, at det ser ud til, at vi får brug for yderligere plads. Jeg kunne forestille mig, at vi lagde konkrete byggeplaner inden for det næste halve år, siger Kim Laursen.