Millionoverskud i Nordic Medicare Group A/S

Nordic Medicare Group A/S driver lægeklinikker i Horslunde, Maribo, Rødby, Nykøbing og her i Nakskov. Foto: Jan Knudsen/Arkiv

Nordic Medicare Group A/S kom ud af 2019 med et resultat på 8,6 millioner kroner, viser selskabets årsrapport.

Offentliggjort Sidst opdateret

Nordic Medicare Group A/S, der blandt andet driver lægeklinikker i Nakskov, Horslunde, Maribo, Rødby og Nykøbing, kunne i 2019 udvise et resultat for året på 8,6 millioner kroner efter skat.

Til sammenligning var resultatet efter skat i 2018 på 2,4 millioner kroner, viser selskabets årsrapport.

Årets nettoomsætning udgjorde i 2019 118,7 millioner kroner mod 93,7 millioner kroner året før.

I årsrapporten anser ledelsen, med administrerende direktør Christian Peter Riewerts Eriksen og direktør Niels Henrik Riewerts Eriksen, resultatet for tilfredsstillende.

I årsrapporten fremgår det, at selskabets egenkapital er steget fra 9,6 millioner kroner i 2018 til 18,3 millioner kroner i 2019, der hensættes til fremadrettede investeringer i selskabets aktiviteter, hvor selskabets mission er at skabe et bedre sundhedsvæsen.

Det anføres, at 2019 har været præget af en stadig stigende efterspørgsel fra Nordic Medicare Group A/S' kunder.

I 2020 forventer ledelsen fortsat øget efterspørgsel fra eksisterende og nye kunder, hvorfor det forventes, at selskabets omsætning forventes at stige det kommende år.

Nordic Medicare Group A/S er hjemmehørende i Rungsted, men i årsrapporten beskrives det, at der i 2020 vil blive investeret i et nyt domicil på grund af øget medarbejdertilgang.

I 2016 var i gennemsnit 40 fuldtidsmedarbejdere beskæftiget i selskabet. I 2019 var antallet steget til 94 medarbejdere.