Millionsatsning til udvikling af turismen
Foto: Business Lolland-Falster
Business Lolland-Falster
Nyt vækstprogram skal øge turismens konkurrenceevne og skabe synergier på tværs af regionen.
Et nyt vækstprogram skal øge turismevirksomhedernes konkurrenceevne og skabe synergier på tværs af regionen.
Programmet har et samlet budget på 13,8 millioner kroner og har til formål at tiltrække turister til Sjælland og Sydhavsøerne.
Visit Lolland-Falster er tovholder på indsatsen, der løber frem til februar 2022.
Turismeerhvervet i Region Sjælland halter efter både nationalt og internationalt. Med kun 11 procent af landets samlede turismeomsætning har regionen ikke fået samme andel i den vækst, der prægede branchen før krisen.
Derfor iværksætter Visit Lolland-Falster, Destination Sydkystdanmark, Destination Sjælland, Zealand Sjællands Erhvervsakademi, Erhvervshus Sjælland, Wonderful Copenhagen, Dansk Kyst- og Naturturisme og Visit Denmark nu et ambitiøst vækstprogram.
- Vækstprogrammet er vigtigt for turismeudviklingen i hele Region Sjælland. Ud af samtlige turismeovernatninger i landet er det kun ni procent, der finder sted i regionen. Vi ser frem til at gøre en forskel for virksomhederne og hjælpe dem med at tiltrække endnu flere besøgende, fortæller destinationschef i Visit Lolland-Falster, Brian Lindorf Hansen.
Over de næste to år skal 80 turismevirksomheder gennem forløbet, der skal styrke deres konkurrenceevne ved at fokusere på vækst, øget omsætning og flere ansatte.
Hensigten er at skabe et bedre match mellem udbuddet af tilbud og forventningerne hos særligt tyske turister og turister uden for hovedsæsonen.
- Programmet er baseret på en-til-en rådgivning og tager udgangspunkt i virksomhedernes specifikke behov. Konkret tilfører programmet viden til at udvikle nye digitale services, finde nye kundesegmenter og videreudvikle produkter og oplevelser. Derudover er der fokus på at skabe erhvervsklynger og netværk, så vi kan skabe synergieffekter på tværs, påpeger udviklingschef i Visit Lolland-Falster, Lindy Kjøller, og han tilføjer:
- Vi kommer til at udvælge deltagervirksomhederne ud fra deres vilje og evne til vækst, og vi påbegynder screenings- og rekrutteringsfasen i løbet af sommeren.
Formand for Kultur, Fritid og Bosætningsudvalget i Guldborgsund Kommune, Martin Lohse (G), glæder sig over perspektiverne i vækstprogrammet.
- Selvom Lolland-Falster allerede ligger i toppen målt på antal overnatninger, så er der masser af udviklingsmuligheder. Det er glædeligt, at kommunernes eksisterende turismeindsats suppleres med en tværregional indsats, så vi som region kan løfte os og udvikle turismen, siger han.
Martin Lohse bakkes op af byrådsmedlem i Lolland Kommune og næstformand for bestyrelsen i Visit Lolland-Falster Signe Lund (S).
- Set i lyset af krisen glæder jeg mig over planerne om at styrke et nøgleerhverv, der alene på Lolland-Falster omsætter for mere end to milliarder kroner årligt. I kommunerne mærker vi i den grad behovet for at stimulere erhvervslivet alle de steder, hvor der bare er de mindste vækstmuligheder, siger hun.
Vækstprogrammet er finansieret af EU's regionalfond, Region Sjælland og programmets partnere.
Seneste artikler
Indsatsleder om dramatisk nat: Usædvanligt travlt
Vild nat: Tre brande og indbrud i guldsmed på Lolland
Ansatte barrikaderede sig med lænestole: Strakspåbud til bosted
Seks millioner afsat til stor parkeringsplads
Agesen efter nederlag: - Vi mangler noget kynisme
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker