Minister: Danske Bank gør det sværere for nye boligkøbere
Realkreditinstitut indfører skærpede krav til udbetalingskravet for boligkøbere, hvilket minister kritiserer.
Erhvervsminister Simon Kollerup (S) kritiserer Danske Banks skærpede krav til boligkøbere og forstår ikke begrundelsen for beslutningen.
I en periode vil Realkredit Danmark, der er Danske Banks realkreditinstitut, som udgangspunkt bede boligkøbere om at stille med ti procent af prisen selv.
Det undrer Simon Kollerup.
- Selv om jeg erkender, at vi står i en vanskelig situation lige nu med coronaudbruddet, så gør Danske Bank det med denne beslutning sværere for nye boligkøbere at købe deres første bolig, siger han i en pressemeddelelse.
Jyske Realkredit, der er Jyske Banks realkreditinstitut, siger til erhvervsmediet Finans, at de ikke overvejer lignende tiltag. I stedet går de skarpt i rette med Realkredit Danmarks skærpede krav.
Heller ikke Spar Nord ser for sig, at Totalkredit står bag samme manøvre.
Ifølge Realkredit Danmark vil det være en mindre del af kunderne, der vil blive ramt. Tiltaget skal beskytte "de mest sårbare kunder", som typisk er førstegangskøbere.
Tal for bolighandlen i marts viser, at der er en faldende aktivitet.
- Det er meget uheldigt i en situation, hvor vi har et stort og fælles ansvar om at skabe ro om økonomien, ikke mindst på boligmarkedet, siger Simon Kollerup.
Der er siden finanskrisen stillet større krav til den finansielle sektor, hvilket har gjort den mere velpolstret.
Regeringen har frigivet den kontracykliske kapitalbuffer, hvilket kort og godt betyder, at bankerne har fået adgang til 200 milliarder kroner i ekstra udlånskapacitet.
Derfor undrer det erhvervsministeren, at Danske Bank nu vælger at fordoble kravet om boligkøbernes udbetaling.
- Vi har behov for banker i Danmark, der forstår at løfte deres del af samfundsansvaret, og som hjælper med at holde hånden under boligmarkedet og danske boligejere.
- Derfor er jeg også glad for, at det ikke tyder på, at de øvrige banker følger Danske Banks beslutning, siger Simon Kollerup.
Seneste artikler
- Jeg kan jo sige tak til René tusind gange, men der findes ikke ord for det
Par åbner Æblets Dag
Da tipsklubben skulle på ferie, klappede fælden for kasserer
Skoleelever hyldet af byrådsmedlemmer
Russisk tv viser video fra helikopter-drama ud for Gedser
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde