Minister føler sig misinformeret af DSB

Skandalen om DSBFirst har allerede kostet DSB-direktør Søren Eriksen jobbet, og nu truer den med at rive DSB's bestyrelse med i faldet.

I tre tilfælde har bestyrelsen nemlig misinformeret transportminister Hans Christian Schmidt (V) om problemerne i datterselskabet.

Det siger transportministeren, som har givet DSB's bestyrelse frist til på onsdag i næste uge til at bekræfte, at man har misinformeret ministeren.

- Jeg føler mig misinformeret i de tre notater eller undersøgelser, som jeg har modtaget, og det har jeg meddelt bestyrelsen, siger Hans Christian Schmidt.

- Jeg vil gerne have, at man senest onsdag meddeler mig, at man er enig i det, og hvad man vil gøre ved det, fortsætter ministeren.

Hans Christian Schmidt modtog redegørelsen fra DSB i efteråret, og ifølge ministeren indeholder de ikke noget, der indikerer, at der var en skandale på vej i datterselskabet DSBFirst.

- Bestyrelsen har nu til på onsdag til at svare mig, og så vil jeg drage min konklusion, siger Hans Christian Schmidt.

Dermed lægger han maksimalt pres på bestyrelsesformand Mogens Granborg og resten af DSB's bestyrelse.

Udmeldingen kommer, efter at DSB torsdag meddelte, at selskabet sætter 725 millioner kroner af til at rydde op efter det økonomiske rod i det skandaleramte datterselskab DSBFirst.

På pressemødet torsdag skubbede bestyrelsesformand Mogens Granborg ansvaret over på den fyrede topchef Søren Eriksen med beskeden om, at han burde have været mere kritisk over for Søren Eriksens udmeldinger.

- Man kan jo ikke andet end at ærgre sig gul og grøn over, at man ikke på et tidligere tidspunkt spurgte sig selv, om vi skulle have tillid til de informationer, vi fik, sagde Mogens Granborg.

Han fastslog samtidig, at bestyrelsen vil drage de nødvendige konsekvenser over for den tidligere ledelse. Om det drejer sig om et retligt efterspil med en erstatningssag, vil Mogens Granborg dog ikke ud med.

/ritzau/

Transportministeren føler sig i tre tilfælde misinformeret af DSB's bestyrelse om skandalen i DSBFirst.

Offentliggjort Sidst opdateret