Minister griber ind i hestesag fra "Dølle"

Få dage før Døllefjelde-Musse Markedet løber af stablen uden hestemarked har fødevareminister Henrik Høegh (V) fra Fuglse trukket en udskældt bekendtgørelse tilbage.

Fødevarestyrelsen havde pålagt alle markeder en afgift på 110 kroner pr hest ved kræmmermarkederne landet over. En afgift som skal være med til at finansiere fødevareregionernes kontrol af hestene.

Afgiften skal være med til at betale et såkaldt hestepas, som skal sikre, at specielt sportsheste, som har fået et stort vitamintilskud ikke ender som kødvarer på forbrugernes spiseborde.

Men kontrollen og afgiften er udsat, siger fødevareministeren nu.
- Fødevarestyrelsen har ikke forberedt det godt nok. Høringsfristen har været for kort og kræmmermarkederne har ikke været hørt, derfor har jeg besluttet, at det gennemfører vi ikke her og nu, siger Henrik Høegh til Radio Sydhavsøerne.

- Kun hesteejerforeningerne har været hørt og man kan ikke forlange, at kræmmermarkederne skal læse Statstidende, for at få den slags informationer. Vi udsætter det til 2011 og så må man finde en måde Fødevarestyrelsen kan kontrollere heste på, som alle kan blive enige om er fornuftig, tilføjer han.

Henrik Høegh håber at Døllefjelde-Musse Markedet igen vil tage hestekræmmermarkedet på programmet. Han beklager, at der ikke bliver hestemarked på dette års marked.
- Det er en naturlig del af både det lokale, men også mange andre markeder landet over, siger han.

Formanden for Døllefjelde-Musse Markedet, Ole Ottosen, glæder sig over, at fødevareministeren har droppet kontrollen, men er lidt ærgerlig over, at det kommer så sent.

I samarbejde med andre markeder landet over har man fra Døllefjelde-Musse Markedet flere gange forsøgt, at gøre fødeministeren opmærksom på hvad der i markedernes øjne er en urimelig afgiftbyrde.
- Fødevareministerens afgørelse kommer for sent for os, men kan måske glæde andre, siger Ole Ottosen, som overvejer, om der på næste års marked atter skal være hestemarked.

Få dage før Døllefjelde-Musse Markedet løber af stablen uden hestemarked har fødevareminister Henrik Høegh trukket en udskældt bekendtgørelse tilbage.

Offentliggjort Sidst opdateret