Minister: Lille dansk tab på CO2-svindel

Det er minimalt, hvad den danske statskasse har tabt på svindel med CO2-kvoter, siger skatteminister Kristian Jensen (V) til en opgørelse fra det europæiske politisamarbejde, Europol. Det er primært udlandet, som har mistet milliarder af kroner, lyder det.

Ifølge Europol har svindel med kvoter i de seneste 18 måneder kostet de europæiske skatteydere knap 38 milliarder kroner i tab.

- Der er ikke den danske statskasse, der bliver unddraget, siger Kristian Jensen.

Han henviser til, at Skat løbende overvåger handlen online i det danske kvoteregister med mulighed for også at efterforske svindelmistanker. Den momssvindel med såkaldte momskarruseller, der bedrives af handlere, som er tilsluttet det danske kvoteregister, går ifølge skatteministeren ud over andre lande ved og altså ikke Danmark, fordi momsafregningen ikke falder dér.

Kristian Jensen oplyser, at Danmark har hjulpet Europol med at få rede på, hvordan momssvindlen foregår. Han siger også, at Danmark er på forkant med svindlen, fordi Folketinget netop har vedtaget en lovændring om omvendt betalingspligt for CO2-kvotehandlen, så købere af kvoter i en udenlandsk virksomhed får pligten til at indbetale momsen. Endnu mangler lovændringen at blive godkendt af EU-Kommissionen.

- Jeg har lagt pres på kommissionen for at gå en godkendelse hurtigt igennem, siger Kristian Jensen.

/ritzau/

Europæisk milliardsvindel med CO2-kvoter koster ikke den danske statskasse kassen, siger skatteministeren. Europol påpeger udbredt svindel med kvoter i EU.

Offentliggjort Sidst opdateret