Minister-svigt til vækst

Uanset hvor meget iværksættervækst ligger økonomi- og erhvervsminister Bendt Bendtsen (K) på sinde, så var det ikke desto mindre vigtigere for ham at sidde med ved bordet i skatteforhandlinger i Folketinget end sige et par bevingede ord ved den officielle åbning af Væksthus Sjælland i Vordingborg i går. I hans sted tog Finn Lauritzen, direktør i Erhvervs- og Byggestyrelsen, over og slog blandt andet fast, at Væksthus Sjælland, der har fungeret siden 1. maj, skal være med til at løse nogle af de store globale udfordringer, dansk erhvervsliv står over for.

- Vi har derfor store forventninger til væksthuset, fastslog han.

Prognoser kalkulerer med, at en fordobling af antallet af vækstiværksættere i Danmark vil øge bruttonationalproduktet med cirka syv milliarder kroner. Men der er lang vej til målet, for Danmark ligger i den nedre ende af skalaen i antallet af nye virksomheder per år.

Landet har desuden for få vækstvirksomheder, og landet ligger også lavt med hensyn til iværksættervirksomheders vækst. I Europa ligger blandt andet England i førerfeltet. Uden for Danmark ligger Korea, USA og Japan højest. Væksthus Sjælland beskæftiger indledningsvis 10 medarbejdere. Og opgaven består i gratis rådgivning af iværksættere og vækstvirksomheder af enhver art. Væksthus Sjælland styres i lighed med væksthusene i landets øvrige fire regioner af Erhvervs- og Byggestyrelsen, men ejes af kommunerne i regionen. Om fire år skal kommunerne tage over efter styrelsen.

Enhver vækstvirksomhed og iværksætter kan trække på væksthusets ekspertise. Men væksthuset vil i høj grad også finde opgaver ved opsøgende virksomhed. I den henseende bliver virksomheder på Lolland-Falster de første, der fra 10. september bliver kontaktet i en direct-mailkampagne i samarbejde med Center for alternativ Teknologi - CAT - i Roskilde. Virksomhederne vil først få en teaser, og derefter udsender væksthuset sit informationsmateriale.

- Vi vil gerne nå ud til flest mulige, primært iværksættere, og har derfor indledt et nært samarbejde med erhvervsrådene i Region Sjælland, fastslår Rikke Betak Lund, markedsføringskonsulent i Væksthus Sjælland, som holder til i en flot renoveret tidligere stationsbygning på Vordingborg Sydhavn.




I stedet for Væksthus Sjælland officielt åbnet af Erhvervs- og Byggestyrelsens direktør

Offentliggjort Sidst opdateret