Minister vil til bunds i Skats rejser

Det er meget alvorligt, når embedsmænd bliver anklaget for at lade sig smøre af virksomheder. Derfor vil skatteminister Troels Lund Poulsen (V) have en grundig redegørelse af bestikkelsesanklagerne mod en håndfuld kontorchefer i Skat.

- Det er meget alvorlige anklager, den tidligere medarbejder kommer med. Derfor vil jeg også bede om at få en udførlig redegørelse i sagen. Anklager om bestikkelse og lignende skal tages meget seriøst, og det gør jeg også, siger skatteministeren.

Han vil ikke udtale sig om konsekvenserne for de pågældende, hvis det viser sig, at anklagerne holder stik.

- Det er jo ikke noget, der er sket i går. Jeg vil ikke drage nogle konklusioner, før jeg har set redegørelsen, siger han.

- Det skal indskærpes, hvilke regler der gælder, og det har departementschefen i Skat også allerede gjort. Reglerne er, at der ikke må kunne opstå tvivl, om man lader sig smøre af virksomheder eller ej, siger han.

Det er en tidligere kontorchef i Skat, Michael Bjørn Hansen, som står frem i Jyllands-Posten onsdag og fortæller om, hvordan et fransk it-firma betalte for ekstravagante middage under et årligt "seminar" i Paris i 1990'erne, hvor en håndfuld ledere i Skat havde deres koner med.

Michael Bjørn Hansen siger, at det var ren bestikkelse.

/ritzau/

Skatteminister Troels Lund Poulsen (V) kalder anklagerne om bestikkelse mod en håndfuld ledere i Skat for meget alvorlige, og han vil haven sagen undersøgt.

Offentliggjort Sidst opdateret