Ministerium trækker i land om tilsyn

Økonomi- og erhvervsministeriet, som mandag først på aftenen uden forbehold konkluderede, at Finanstilsynet ikke havde noget grundlag for at lukke Amagerbanken på et tidligere tidspunkt, bløder nu op på den konklusion.

Amagerbanken havde indtil det sidste formået at leve op til kapitalkravene blandt andet i kraft af, at det lykkedes at tiltrække ny kapital fra aktionærerne, lød det fra økonomi- og erhvervsminister Brian Mikkelsen (K) i en skriftlig udtalelse til Ritzau.

- Derfor har Finanstilsynet ikke haft noget grundlag for at lukke banken, skrev han videre.

Den sidste sætning var imidlertid for "skarp", oplyser en pressesekretær i ministeriet sent mandag aften. Sætningen skulle have lydt som følger:

- Derfor har Finanstilsynet oplyst, at de ikke har haft noget grundlag for at lukke banken.

Det lille ord "oplyst", som er med i citat nummer to, dækker ifølge ministeriet over, at ministeren ikke personligt har været dybt nede i sagens akter. Han bygger sin konklusion om, at Finanstilsynet ikke på et tidligere tidspunkt havde grundlag for at lukke Amagerbanken, på Finanstilsynets oplysninger til ham, lyder det.

Ifølge ministeriet er der tale om en skrivefejl. Det har ikke været muligt at få oplyst nærmere om, hvorfor forbeholdet er nødvendigt. Det har heller været muligt at få oplyst, i hvilket omfang Finanstilsynets rolle vil blive genstand for de undersøgelser, der er bebudet.

Brian Mikkelsen har fremskyndet den redegørelse, som Finanstilsynet skal udarbejde og offentliggøre om forløbet op til Amagerbankens kollaps.

Yderligere vil Finansiel Stabilitet igangsætte en uafhængig advokatundersøgelse af Amagerbankens forhold. Det er normal procedure, når selskabet overtager banker.

Politisk er der rejst krav om en undersøgelse af netop Finanstilsynets rolle.

Brian Mikkelsen lægger i sit forsvar for Finanstilsynet vægt på, at Finansiel Stabilitet fastsatte særlige vilkår for Amagerbanken i forbindelse med redningsforsøget - de skrappeste hidtil.

- Jeg vil gerne understrege, at det nu en gang er sådan, at det er bestyrelsen og den daglige ledelse, der er ansvarlige for bankens drift, siger han i den skriftlige udtalelse.

/ritzau/

Økonomiministeriet trækker i land om udtalelser om Finanstilsynets rolle i forløbet om Amagerbankens kollaps.

Offentliggjort Sidst opdateret