- EU-Kommissionen har ikke lavet deres hjemmearbejde.
Med den melding gik den tyske trafikminister, Peter Ramsauer, torsdag morgen ind til et møde i Luxemborg torsdag, hvor EU's transportministre regnede med at få fælles regler for luftrummet i tilfælde af en ny askesky på plads.
Men den rapport om konsekvenser og løsninger efter askeskyen, som EU's transportkommissær, Siim Kallas, har præsenteret, er ifølge Peter Ramsauer "langt under forventningerne".
Danmarks transportminister, Hans Christian Schmidt (V), er enig.
- Problemet er, at kommissionen har lavet en rapport om alle de spørgsmål, der skal afklares, men der ligger ikke noget klar til beslutning. Derfor har nogle af os hævet stemmen lidt, siger han til Ritzau efter mødet.
- Kommissæren siger, at det er kompliceret, og det forstår jeg godt, men det er jo ikke forklaring på, hvorfor vi ikke er længere i dag. Og vi var ikke langt, siger Hans Christian Schmidt.
Nu forventes reglerne godkendt på det næste transportministermøde i september. Det drejer sig blandt andet om en opdatering af passagerrettighederne og især at få fastsat en fælles grænseværdi for aske i luften.
Det skal skabe lige vilkår for flyselskaberne. Uden fælles regler risikerer man, at landene ved en kommende askesky vil ligge og lure på hinanden for at undgå at lukke deres luftrum af hensyn til flyselskabernes økonomi.
- Det kan jo pludseligt komme igen, og så står vi altså uden fælles regler, siger Hans Christian Schmidt.
Ifølge det islandske meteorologiske institut, sender den islandske vulkan Eyjafjallajökull, som startede hele balladen, stadig mindre portioner aske ud i med jævne mellemrum, men det er ikke i nærheden af april måneds aktivitet.
/ritzau/
Seneste artikler
Løb efterårsferien ind med sørgebind
- Jeg kan jo sige tak til René tusind gange, men der findes ikke ord for det
Par åbner Æblets Dag
Da tipsklubben skulle på ferie, klappede fælden for kasserer
Skoleelever hyldet af byrådsmedlemmer
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde