Et udsalg af Tryg-aktier, der langt overstiger andre markedsdeltagere, skaber nu mistanke om udveksling af information mellem finanshuset Carnegie og forsikringsselskabet Tryg, skriver dagbladet Børsen.
Tre dage før Tryg den 15. oktober udsendte en fondsbørsmeddelelse om en nedjustering på en halv milliard kroner, deltog Trygs topchef, Stine Bosse, i et middagsarrangement i Carnegie Bank sammen med en række andre investorer i Tryg.
Dagen efter middagsselskabet - den 13. oktober - stod Carnegie for 56,4 procent af al salg i Tryg-aktien, hvilket var mere end syv gange så meget som den børsmægler, der indtog andenpladsen som mest sælgende i Tryg-aktier den dag.
Hos Tryg afviser kommunikationsdirektør Troels Rasmussen, at Stine Bosse på nogen måde skulle have talt over sig.
- Stine Bosse deltager i et middagsarrangement i Carnegie om tirsdagen, hvor der bliver talt om international økonomi og dansk økonomi. Det, der bliver sagt om Tryg, er det samme, som vi meldte ud ved halvårsregnskabet, og da Ole Søeberg (chef for investor relations i Tryg, red) afleverer referat fra mødet, så fylder det halvanden linje, siger Troels Rasmussen til Børsen.
Lars Bo Langsted, institutleder ved juridisk fakultet på Aalborg Universitet, kan godt se det påfaldende i, at Carnegie sælger ud af Tryg-aktien dagen efter et møde med en topchef og kun få dage før en nedslående fondsmeddelelse rammer markedet.
- Umiddelbart lyder det ikke frygteligt rart. For det første kunne noget tyde på, at hun har fortalt om nedjusteringen umiddelbart inden børsmeddelsen, og man skal orientere alle på samme tid, når det er noget, der vedrører aktiekursen, siger han til Børsen og fortsætter:
- Det andet, der kan være bekymrende er, om der kan foreligge insiderhandel. Er der tale om insiderhandel, så er det en meget alvorlig sag, siger Lars Bo Langsted.
/ritzau/
Seneste artikler
Vil du have indflydelse på de nye skoledistrikter? Her er fristen
Lokale vil have havbrug væk: – Vi bader i fedtemøg
Fejø manglede en læge – så kom der to
Føler de bliver druknet: Først var der ingen bilag – så kom der 16
Tyve fældet, da vildmarksbad selv slog alarm
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde