Mistillid mellem værft og rederi om Gedser-færger

P+S Werftens direktør Rüdiger Fuchs indgav i går såkaldt insolvensbegæring ved retten i Stralsund. Det skete med fortsat håb om rekonstruktion og ledsaget af fornyede udtalelser om, at nu må også Scandlines som kunde forhandle med værftet. Rederiet har flere gange undervejs i det stadigt mere spændte forløb været trukket frem som “modvillig” og dermed en væsentlig årsag til værftets katastrofale situation.

Det er man nu grundigt træt af i rederiet.
- Vi er mildest talt meget utilfredse med at blive beskyldt for ikke at være forhandlingsvillige. Man skal huske, at vi skulle have haft færgerne 1. februar. Siden da har vi haft meget store udgifter og er blevet fyldt med “spin” fra værftets side. To dage i denne uge har vi så ikke kunnet mødes med værftsdirektøren. Alle andre tidspunkter var ok. Men værftet melder altså ud, at vi ikke vil forhandle. Det er under lavmålet, siger Claus Nikolajsen, Fleet Manager i Scandlines.

Som omtalt i går er eksperter fra Lloyds Register ved at undersøge, om de to færger overhovedet kan sejle på Gedser.
- Vi har en begrundet mistanke om, at der er noget helt galt og har bedt om en undersøgelse i nogen tid. Men værftsledelsen har trukket det ud, siger Claus Nikolajsen.
 

Foto: Arkivfoto: Claus Hansen

Offentliggjort Sidst opdateret