MobilePay runder 100 milliarder kroner i overførsler

MobilePay blev lanceret i 2013 og har i dag flere end fire millioner brugere i Danmark. (Arkivfoto) Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix

Flere bruger MobilePay, når de køber varer i butikker eller nettet, og det giver ny rekord i overførsler.

Offentliggjort Sidst opdateret

Telefonen bliver oftere brugt som betalingsmiddel, når forbrugerne køber varer i butikker eller på nettet.

Udviklingen betyder, at MobilePay for første gang har passeret 100 milliarder kroner i overførsler i løbet af et år.

Det oplyser MobilePay, der er ejet af Danske Bank, i en pressemeddelelse.

Oprindeligt var MobilePay alene til private overførsler, når vennerne for eksempel skulle dele regningen på en restaurant.

Men siden er den blevet udvidet til også at kunne bruges som betalingsmiddel.

Det er især mobilbetalinger i fysiske butikker og netbutikker, som har drevet fremgangen det seneste år hos MobilePay.

- Danskerne tilslutter sig i endnu større omfang MobilePay, og så vender de sig til i alle mulige situationer at bruge MobilePay, siger pressechef Peter Kjærgaard.

- Det er online, det er i butikker, overførsler mellem private, abonnementer og velgørende indsamlinger, siger Peter Kjærgaard.

Der har i år været 330 millioner betalinger. Det er 50 millioner flere end i 2018.

Samlet set forventes overførslerne at beløbe sig til 102 milliarder kroner i år. Det er en stigning på 18 milliarder kroner fra 2018. MobilePay forventer mere af samme skuffe i 2020.

- Der er plads til at vokse på alle områder. Det er klart, at vi har set, at online er vores stærkeste område - blandt andet havde vi halvdelen af omsætningen fra webshops på black friday.

- Men der er også gode muligheder hos især de små og mellemstore virksomheder, siger Peter Kjærgaard.

Han fremhæver MobilePays nye produkt kaldet Box, der er rettet mod private indsamlinger - for eksempel bødekassen på fodboldholdet, gavekassen på jobbet eller en forældreindsamling i skoleklassen.

MobilePay er gratis, når det gælder overførsler mellem private, mens de øvrige produkter koster penge.

MobilePay blev lanceret i 2013 og har i dag flere end fire millioner brugere i Danmark.

/ritzau