Møde mellem Føtex og asylansøgere aflyst

Fredag formiddag skulle asylansøgerne på de to Røde Kors centre på Lolland have haft besøg af den varehusschef, der i sidste uge nægtede at lukke dem ind i sin butik. Her skulle de have haft mulighed for at tale med varehuschefen, og – som direktøren af kæden udtrykker det – spørge ham om, hvorfor han reagerede, som han gjorde. Det bliver der dog alligevel ikke noget af. Ikke i første omgang i hvert fald.

Mens mødet mellem asylansøgerne og varehuschef Peter Høgh er udsat, skal centerleder Mariann Jørgensen dog stadig mødes med ham.

- Vi kalder det et praktisk møde, hvor det blandt andet skal diskuteres, hvordan et møde mellem varehuschefen og beboerne kan foregå, siger Carsten Isaksen, konstitueret chef i asylafdelingen i Dansk Røde Kors.

Mødet blev udsat i enighed, efter Carsten Isaksen gik ind i sagen ved at kontakte Føtex-direktør, Carsten Hansen, med sine forventninger til butikken. Og selvom Carsten Isaksen er klar til at tale om, hvordan asylcentrene selv i fremtiden kan planlægge deres ture anderledes, så forventer han også en god forklaring.

Forventer Føtex-beklagelse
- Selvfølgelig kan vi ved mødet tage en praktisk snak om, hvordan man i fremtiden arrangerer de her ture. Men jeg holder også fast i, at Peter Høgh ikke afviste dem på grund af omfanget. I bund og grund har jeg derfor også skulle træffe et valg om, hvorvidt Røde Kors - som nogen har opfordret til - skulle anmelde Føtex for deres facon, siger Carsten Isaksen og tilføjer:

- Jeg vil dog hellere håndtere dette med dialog, men det kræver, at de mennesker, det handler om, og som er blevet diskrimineret, kan føle, at de har fået en rimelig kvittering for det. Det er også min forståelse, at Føtex vil gå ud og beklage over for asylansøgerne på centrene, og jeg føler, det ville være det rette at gøre.

Det var torsdag ikke muligt at få en kommentar fra hverken varehuschefen eller direktøren i Føtex. Den anden deltager ved mødet, Mariann Jørgensen, havde torsdag eftermiddag heller ikke alle detaljer omkring mødet på plads.

- Jeg ved ikke andet, end at jeg skal komme med åbent sind og høre, hvilke forklaringer han har. Jeg kommer selvfølgelig som fortaler for beboerne. De har lidt nok, og jeg synes ikke, de skal udsættes for sådan en behandling, siger Mariann Jørgensen.

Torsdag eftermiddag lå det endnu ikke klart, hvor mødet skulle afholdes.

Foto: Foto: Per Houby

Mødet, der ifølge Føtex-direktøren skulle finde sted mellem varehuschefen og beboerne på de to asylcentre på Lolland fredag, er aflyst.

Offentliggjort Sidst opdateret