Mogens Stang har været 32 år på Orehoved Havn

orehoved Havn Har du spist middag med en abe på bordet?

Nej, vel?

Men det har den 63-årige Mogens Stang prøvet.

Han har nemlig arbejdet i Orehoved Havn i 32 år indtil 1998. Og det var hårdt arbejde, men også ganske fornøjeligt.

- Der var meget liv i havnen, og det var en god tid. Jeg kunne godt lide havnemiljøet og de folk, der arbejdede på havnen. Det var også altid spændende at komme ombord på skibene. Sømænd har altid en historie at fortælle, siger Mogens Stang.

Abe på middagsbordet

Det har Mogens Stang nu også, så her kommer historien om aben på middagsbordet:

- Der kom engang et græsk skib fra Elfenbenskysten i Afrika. Det havde opskårne kævler med. Vi blev inviteret til middag hos kaptajnen. Han havde en abekat fra Afrika, der rendte rundt og skreg, og jeg var ikke så begejstret for den. Da vi sad og spiste, satte den sig pludselig på bordet hos kaptajnen og tissede, fortæller Mogens Stang leende.

Ansat hos Bork Shipping

Han blev ansat i 1966 hos befragter Kaj Frank, Bork Shipping på Orehoved Havn.

Borg Shipping var opstået på grund af finerfabrikken på havnen.

- Det var Bork fra Orehoved Træ- og Finerindustri, der havde købt nogle kævler i Afrika, som han skar op og lavede til finer. Det lagde grunden til Bork Shipping. Vi havde to liniebåde, der sejlede mellem Orehoved og London. Bork skulle jo have sit finer til London. Når det var losset, sejlede skibene tomme hjem, fortæller Mogens Stang.

Men det var der nogle kunder, der opdagede.

- De spurgte, om vi kunne tage noget gods med hjem, og det gik fra mund til mund. På den måde blev det efterhånden til en fast linie, konstaterer Mogens Stang.

ØK-skib med kævler

Der var meget liv på havnen. Der blev - udover finer - sejlet med fliser, marmelade og meget mere.

Der var hver dag 8-10 lastbiler, der kørte til København med varer fra os.

Udover arbejdet var der også store oplevelser, som Mogens Stang aldrig glemmer.

- Der kom engang et ØK-skib (red. Østasiatisk Kompagni) med kævler fra Afrika til Orehoved Havn. ØK var noget helt særligt i branchen. Det var et internationalt rederi, som man så op til. Vi blev inviteret om bord, og de kom også inde fra rederiet i København i jakkesæt og slips. Det var meget fint, men de tøede lidt op, da vi fik noget at spise, siger Mogens Stang.

Personskift

Befragter Kaj Frank afgik ved døden, og Bork mistede efterhånden interessen for havnen.

Derfor overtog John Toft og Mogens Stang i 1982 firmaet. John Toft døde i 1991, og frem til 1998 kørte Mogens Stang forretningen alene, indtil han besluttede at lukke den.

- Der var ikke nok at lave. Så jeg valgte at lukke ned, mens kreditorerne stadig kunne betales, fortæller Mogens Stang.




Mogens Stang har arbejdet i Orehoved Havn gennem 32 år. Han kan fortælle om liv og glade dage på en meget aktiv havn.

Offentliggjort Sidst opdateret