Möger bruger millioner på milliardfusk

Næsten halvdelen af de 600.000 virksomheder, der er i Danmark, snyder med skatten. Nogle gør det på grund af sjusk - men hver tiende virksomhed snyder helt bevist. Og alt i alt går statskassen glip af syv milliarder kroner om året, viser undersøgelse fra Skat.

Men det skal ændres. De fire af milliarderne skyldes sjusk med skatteopgørelserne, og det skal der laves om på. Skat skal ud i landet og hjælpe til. Men snyder men bevidst med skatten, skal man ikke regne med en hjælpende hånd:

- Når det drejer sig om bevist snyd, så handler det om at sætte hårdt ind. Der er sat 200 millioner kroner af i 2012 i Finansloven til det her, siger skatteminister Thor Möger Pedersen (SF).

- Der er tale om en ordentlig saltvandsindsprøjtning, og pengene går primært til virksomheds- og selskabsområdet, siger skatteministeren.

Mens der tilføres penge et sted, har regeringen samtidig lagt op til at skære i hundredvis af stillinger på skatteområdet over de kommende år.

Ifølge skatteministerens beregninger skal der inden 2014 siges farvel til 797 ud af de godt 7800 skattefolk, der i 2011 var ansat.

- Der er tale om digitalisering på området - og det fører til effektiviseringer. Vi skal have revisorer og talknusere ud på vejene i stedet for at have folk siddende i administrationen, siger Thor Möger Pedersen.

Ministeren påpeger, at det er en kerneopgave at sikre, at folk betaler deres skat. Og i 2012 kan hoteller, restauranter og transportbranchen forvente, at de vil blive set ekstra godt efter i kortene, da undersøgelsen af skatteindbetalinger viser problemer her.

Niels Anker Jørgensen, kontorchef i Skat, siger, at man bruger resultaterne til at finde ud af, hvor man skal sætte ind:

- Det er jo en god idé, hvis vi ikke render og forstyrrer de virksomheder, der har orden i tingene. Det her gør os derimod skarpere på, hvor der er problemer, siger han.

/ritzau/

Virksomheder i Danmark snyder med skatten. Nogle bevidst - og skatteminister vil nu have fat i de mange penge.

Offentliggjort Sidst opdateret