Morgenmad pynter på svigtende salg hos McDonald's
Burgergiganten McDonald's satser i højere grad på at servere andet end burgere og pomfritter. Det har ifølge selskabet selv båret frugt i det seneste kvartalsregnskab. Foto: Free/Colourbox
Free/Colourbox
Omsætningen falder for tiende kvartal i træk, men denne gang ikke så meget, som det var forventet.
Verdens største fastfoodkæde, McDonald's, solgte mere i fjerde kvartal af 2016, end analytikerne på forhånd havde forventet.
Kædens relativt nye satsning om at servere morgenmad - hele dagen - lokker fortsat kunder i butikken. Men væksten på området er dog faldet en smule, skriver Reuters.
Det er tiende kvartal i streg, at omsætningen falder for McDonald's på verdensplan.
I alt blev der langet blandt andet burgere, cola, kaffe og morgenmad over disken for 6,03 milliarder dollar, hvilket svarer til næsten 42 milliarder kroner.
Det var en smule mere end de 5,99 milliarder dollar, som analytikerne havde sigtet efter.
McDonald's erklærer sig tilfreds med regnskabet, som virksomheden mener, er udtryk for en succesfuld ny strategi, som blev lanceret i 2015.
- For McDonald's var 2016 et år med en meningsfuld forandring, hvor vi fokuserede mere på nøgleelementerne i vores nye plan, siger administrerende direktør Steve Easterbrook ifølge AFP.
Han nævner et større fokus på kundernes ønsker som en vigtig del af strategien.
Selv om omsætningen falder igen, er der forsat sorte tal på bundlinjen. Her blev overskuddet i fjerde kvartal på 1,19 milliarder dollar. Det svarer til 8,2 milliarder kroner.
På aktiemarkedet sender investorerne McDonald's-aktien en smule ned, efter at børsen i New York er åbnet mandag morgen.
For selv om regnskabet overraskede positivt, har investorerne en smule svært ved at se, hvor McDonald's i fremtiden skal tjene penge.
Seneste artikler
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Takkehilsner nåede fra Nykøbing til Letland
Spøgelseshus lover gys: Nogle får et minde med hjem i bukserne
Kontrakter, webcam og ydmygelse: Tiltalt for at udsætte hustru for årelang kontrol
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned