Fremtidsudsigterne for den lille kriseramte svenske bilproducent Saab blev yderligere forværret fredag, da Saabs ejere, hollandske Spyker Cars, nedskrev sine forventninger til salget af Saab-biler for 2011 og bad sine aktionærer om flere penge.
Spyker købte Saab for et år siden, men Spyker har ikke haft held til at gøre Saab rentabel. Tværtimod er salget af Saab-biler fortsat nedadgående, og underskuddet er steget dramatisk i de seneste måneder.
I foråret har Spyker desperat forsøgt at skaffe ny kapital, blandt andet fra den russiske rigmand Vladimir Antonov, der er villig til at skyde penge i Saab, men under den forudsætning, at Saab får et stort millionlån fra Den Europæiske Investeringsbank med garantier fra den svenske stat.
Produktionen har stået stille på Saabs fabrikker i Trollhättan i tre uger, da underleverandører ikke er blevet betalt for tidligere leverancer, og de har derfor nægtet at levere flere varer, før de får deres penge.
I et forsøg på at skaffe ny kapital har Spyker Cars ud over egne aktionærer også henvendt sig til kinesiske bilproducenter for at få ny kapital. Men forhandlinger har hidtil været uden resultat, siger iagttagere med kendskab til Spyker og Saab.
- Det er uklart, hvad produktionsstoppet i de seneste uger får af konsekvenser. Men det er nu klart, at målet om 80.000 biler i 2011 ikke længere er muligt, siger direktør for Spyker Cars, Victor Müller fredag.
/ritzau/Reuters
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned