Det vil ikke få de store konsekvenser for dansk økonomi, at 15 eurozone-lande er blevet sat på kreditvurderingsinstituttet Standard & Poor's såkaldte negative overvågningsliste.
Det vurderer økonomiprofessor Jesper Rangvid fra Handelshøjskolen i København, CBS.
Han peger på, at nedgraderingen både kan påvirke den danske økonomi i positiv og negativ retning, så alt i alt vil man ikke kunne mærke de store forandringer.
Danmark er ikke en del af eurozonen, men vores økonomi er stadig afhængig af, hvad der sker i vores nabolande, som har den europæiske fællesmønt.
- En højere rente i for eksempel Tyskland vil alt andet lige påvirke dansk økonomi i en dårlig retning, fordi danske virksomheder eksporterer til Tyskland, siger Jesper Rangvid.
På den anden side kan han også se, hvordan de andre landes nedgradering kan påvirke den danske økonomi i en positiv retning. I takt med at renten stiger i eurozone-landene, falder den nemlig tilsvarende i Danmark.
- Det betyder, at de danske statsobligationer bliver set som en sikker havn af investorerne, og det fører til, at de danske renter er krøbet ned under de tyske renter for første gang i mange år, siger Jesper Rangvid.
En plads på overvågningslisten betyder, at der er 50 procents risiko for, at landene ryger et hak nedad på skalaen over landenes kreditværdighed, og så bliver det dyrere for dem at låne penge på det internationale lånemarked.
Men ifølge Jesper Rangvid vil en eventuel nedgradering ikke få de helt store konsekvenser.
- Selv hvis de virkelig bliver nedgraderet alle sammen, vil de stadig have en flot rating. Godt nok ikke AAA, men det næstbedste AA+, og det er altså stadig en flot vurdering, siger han.
I forvejen er Grækenlands og Cyperns kreditværdighed nedjusteret blandt eurolandene, mens Danmarks kreditvurdering stadig har topkarakteren AAA.
/ritzau/
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned