VK-regeringen har besluttet at undersøge, om der kan rejses tjenestemandssag mod Finanstilsynets ledelse for eventuel mangelfuld tilsyn med Roskilde Bank.
Det skriver nyhedsbureauet Reuters.
Økonomi- og erhvervsminister Lene Espersen (K) vil derfor anmode en advokat om at gå i gang. Det fremgår ifølge nyhedsbureauet af ministerens talemanuskript fra et lukket samråd med Folketingets Finansudvalg den 13. august, som først er blevet offentliggjort nu.
- Det er generelt min opfattelse, at Finanstilsynet laver et solidt og professionelt stykke arbejde, men når der rejses så alvorlige kritikpunkter som her, så er der behov for at se nærmere på, om og i hvilket omfang det skal have konsekvenser, hedder det i talemanuskriptet.
Det er tanken, at en uvildig advokat skal vurdere, "om der bør indledes en tjenestelig undersøgelse af, om der kan placeres et tjenesteligt ansvar hos ledelsen i Finanstilsynet."
Lene Espersen henviser til, at Rigsrevisionen kritiserede Finanstilsynet for manglende opfølgning på Finanstilsynets påbud og risikooplysninger til Roskilde Bank i perioden 2004-2008 - et forhold som statsrevisorerne fandt "særdeles kritisabelt".
Finanstilsynets daværende ledelse bestod af direktør Henrik Bjerre-Nielsen samt vicedirektørerne Peter Sylvest Larsen, Flemming Nytoft Rasmussen, Susanne Kortsen og Jan Parner.
/ritzau/
Seneste artikler
Renovering af stor p-plads rykker nærmere
Sætter ord på viral video: - Det var et sats
Mistænkt for menneskesmugling: Nu er de varetægtsfængslet
Underskud og låneoptag: Sådan endte byrådsmødet
Dagligvarebutik i nødråb
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker