Mundbind og plexiglas: Coronatiltag forandrer Københavns Lufthavn

Der er nye krav til rejsende, der vil flyve ud hen over sommeren. I Københavns Lufthavn vil man desuden opleve, at alle ansatte har mundbind eller visir på, og at der er sat plexiglas op ved check-in-pulte. (Arkivfoto) Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix

Det bliver ikke muligt at få mad i flyet, men enkelte spisesteder i Københavns Lufthavn vil holde åben.

Offentliggjort Sidst opdateret

Hvis man tager et fly ud at rejse denne sommer og skal afsted fra hovedstaden, vil man opleve, at Københavns Lufthavn kommer til at se anderledes ud.

Mundbind, plexiglas og afstandsmarkører på gulvet vil præge lufthavnens udseende, fortæller sikkerhedsdirektør Johnnie Müller fra Københavns Lufthavn.

Ud over det peger han på, at rejsende skal være opmærksom på særligt to ting.

- Det mest markante er, at man skal have et mundbind på. Så man skal som passagerer sørge for at anskaffe sig et, før man kommer i lufthavnen. Det skal man tage på, inden man går ind i lufthavnen, siger han.

- Man skal have sit mundbind på hele sin tur i lufthavnen og også oppe i flyveren.

- Også når man lander i den anden ende. Der skal man have mundbind på, helt indtil man forlader lufthavnen.

Hvis man har glemt et mundbind, vil personale i lufthavnen anvise, hvor man kan købe et i butikkerne i Københavns Lufthavn.

Samtidig er det værd at tænke over, hvor man kan få mad og drikke på sin rejse, hvis man ønsker det. Det vil nemlig ikke være muligt at få serveret mad i flyet.

Eksempelvis hos SAS vil der ikke blive serveret mad på flyet. Derudover vil passagererne blive boardet i en bestemt rækkefølge.

I Københavns Lufthavn vil mange af butikkerne holde lukket, men enkelte spise- og drikkesteder vil være åben, oplyser Johnni Müller. Det gælder blandt andet Lagkagehuset.

- Vi vil have et antal restauranter åbne, så man kan få noget mad og drikke. Når man skal spise, behøver man ikke have mundbind på. Når man forlader restauranten, skal man tage sit mundbind på igen, siger han.

Flere spisesteder vil åbne i lufthavnen i takt med, at der kommer flere og flere rejsende i lufthavnen, så der er et kundegrundlag for butikkerne.