Bortset fra salget af Danisco Sugar til tyske Nordzucker har det helt store samtaleemne på Danske Sukkerroedyrkeres generalforsamling i dag indtil videre været et mysterium.
For hvad pokker har der været galt med roerne - eller behandlingen af dem - siden renhedsprocenten mange steder har været så lav?
Budene på generalforsamlingen har været mange og barske, men nogen egentlig konklusion har der ikke kunnet gives på det store roe-mysterium.
Formanden for Danske Sukkerroedyrkere, Jørn Dalby, indledte den langvarige debat med følgende salut:
- Optageforholdene i roemarken har generelt været rigtig gode, så det kom bag på langt de fleste, at renhedsprocenten var så lav. Vi har haft rigtig mange henvendelser fra dyrkere, der var utilfredse med deres prøver, sagde Jørn Dalby.
Og Finn Jørgensen fra fabriksudvalget i Nykøbing fulgte op i mysteriet om de mange urenheder og prøvevasken:
- Det ser ud til, at roerne er blevet mere skøre, og de nemt går i stykker i kampagnen. Det har sandsynligvis noget at gøre med, at blandt andet roens indhold af fibre er blevet mindre i de senere år, hvilket er sket i bestræbelserne på at få andre egenskaber ind i roen, forklarede Finn Jørgensen.
Et af problemerne med renheden af roerne har været, at sukkeroedyrkerne i år kun får 0,8 millioner kroner af de målsatte 11 millioner kroner i den såkaldte jordmodel, der er kontrakten med Danisco.
- Dette er ikke acceptabelt, og Danisco har heller ikke en interesse i, at jordmodellen ikke virker, hvilket i sidste ende betyder, at de får mere jord ind i fabrikken, sagde Jørn Dalby og afgav et løfte:
- Vi har derfor aftalt med dem, at vi ser nærmere på jordmodellen, så vi får den til at virke efter hensigten, og vi fremadrettet får de målsatte 11 millioner kroner, sagde han.
Eller som en af de meget kritiske dyrkere, John Nielsen, konkluderede:
- Hvis dette fortsætter, ender sukkerfabrikkerne hernede med at blive de største jordbesiddere, fastslog han.
Hvilket skabte stort bifald blandt de mange fremmødte dyrkere i Sakskøbing Sportscenter.
Kim Dahl Nielsen
Seneste artikler
Nye krimier afslører landsdelens mørke hemmeligheder
Direktør langer ud efter havbrugskritikere: – De er direkte onde
Vil du have indflydelse på de nye skoledistrikter? Her er fristen
Lokale vil have havbrug væk: – Vi bader i fedtemøg
Fejø manglede en læge – så kom der to
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde