Nærbutikker kræver bedre vilkår

Situationen er kritisk for små butikker som kiosker og nærbutikker. Politikerne må nu få øjnene op for alvoren i en udvikling, som de selv har været med til at sætte i gang.

Sådan lyder de advarende ord fra Nærbutikkernes Landsforening. Her erkender man, at en del af problemerne for de små butikker skyldes den samfundsmæssige udvikling.

- Men de politiske vedtagelser vejer også tungt, siger Hanne Nielsen, landsformand for Nærbutikkernes Landsforening.

Hun peger blandt andet på, at ændringer i lukkeloven gør det svært for de små at konkurrere med supermarkederne. Næste problem bliver liberaliseringen af spil, hvilket formentlig vil betyde mindre omsætning for de små butikker.

- Politikerne må sikre beslutninger, der giver de mindre butikker langt bedre forhold. Både af hensyn til de mange mennesker, der arbejder i og omkring butikkerne, men også for at støtte de små landsbyer, områder i større byer og de mennesker, der bor der, siger Hanne Nielsen.

Nærbutikkernes forening sidder i det detailhandelsforum, der i løbet af de kommende år skal komme med forslag på området.

Blandt mulighederne for nærbutikkerne er ifølge Hanne Nielsen at udnytte butikkerne til flere formål, for eksempel som kontaktområde for kommunalt ansatte i nærområdet, til udlevering af mad til pensionister eller måske et lille caféområde og mødested for de ældre.

Vigtigt for de små butikker vil i mange sammenhænge dog være, at de kan få lempet forskellige regler, der i dag gør det meget svært at udnytte butikken til flere formål samtidig, fremgår det af Hanne Nielsens kommentar.

/ritzau/

Situationen er kritisk for de små butikker, lyder de advarende ord fra Nærbutikkernes Landsforening, der opfordrer politikerne til at sikre dem bedre forhold.

Offentliggjort Sidst opdateret