Næsgaard-nørder får Erhvervspris 2010

Firmaet Datalogisk A/S i Gundslev på Nordfalster er modtager af Nordeas Erhvervspris 2010.

Prisoverrækkelsen foregik ved et uhyre velbesøgt pris-arrangement på Nykøbing Teater i aftes, hvor det var bankrådsformand Povl Høier, der overrakste prisen til direktør Birger Hartmann, Datalogisk A/S.
- Det har været let for dommerkomitéen. I opfylder nemlig alle kriterier for at modtage prisen, konstaterede Povl Høier.


Birger Hartmann, chef for cirka 20 medarbejdere, kvitterede med at takke ikke mindst netop medarbejderne for indsatsen.
- Æren er i høj grad deres. Også en tak til kunderne - og så i øvrigt da tak til myndighederne, som med de mange regler til landbruget jo også har gjort deres til, at der er behov for vores produkter, lød det spøgefuldt fra en både glad og overrasket Datalogisk-chef.

Firmaet udvikler og sælger it-software til landbruget. Programmet “Næsgaard Mark” er virksomhedens mest kendte produkt.

Datalogisk A/S er i gang med at etablere sig i en stribe lande primært rundt om Østersøen. 
Firmaet havde i seneste regnskabsår et overskud før skat på næsten 2,8 millioner kroner.

Foto: Foto©Jan Knudsen

Datalogisk A/S i Gundslev på Nordfalster modtager prisen blandt andet på grund af sin målrettede eksportsatsning.

Offentliggjort Sidst opdateret