Næsten hver anden solgte bil i november var grøn
Salget af grønne biler har i november udgjort lidt under halvdelen af det samlede bilsalg. (Arkivfoto). Foto: Emil Helms/Ritzau Scanpix
Emil Helms/Ritzau Scanpix
Andelen af solgte grønne biler fortsætter med at vokse. Det øger behovet for flere ladestandere, lyder det.
Ud af det samlede danske bilsalg har grønne biler i november udgjort lidt under halvdelen.
Det oplyser De Danske Bilimportører i en pressemeddelelse.
I november er der i alt solgt 14.958 personbiler. Ud af dem har 3030 været elbiler, og 3640 har været plug-in hybrider.
Dermed svarer det til, at de grønne biler har udgjort 45 procent af det samlede bilsalg i november. Det er en fordobling i forhold til samme måned året før.
Mads Rørvig, administrerende direktør i De Danske Bilimportører, konstaterer, at de grønne biler fortsat vinder markedsandele. Han forventer, at den tendens vil fortsætte.
- Med en måned tilbage på kalenderen har salget af grønne biler allerede overgået salget for hele 2020 med 70 procent.
- Med udsigten til afgiftsstigninger i 2022, forventer vi tilmed en flot slutspurt af de grønne biler i december måned, siger Mads Rørvig i pressemeddelelsen.
Direktøren bemærker dog også, at der med det stigende salg af grønne biler også bliver øget behov for ladestandere.
Ifølge en opgørelse fra Transportministeriet er antallet af offentligt tilgængelige oplademuligheder fordoblet fra 2018 til i dag.
I samme periode er antallet af elbiler på de danske veje dog bare seksdoblet.
- I øjeblikket er ladenetværket bagud i forhold til antallet af grønne biler på vejene, og det skal der rettes op på, så danskerne ubesværet kan træffe det grønne valg, siger Mads Rørvig.
Det er ikke kun manglende ladestandere, der optager De Danske Bilimportører. Også manglen på mikrochips skaber panderynker i interesseorganisationen.
De 14.958 personbiler, der i alt er solgt i november, er nemlig 18 procent færre end i samme måned sidste år.
Mads Rørvig mener, at især manglen på mikrochips spiller en rolle.
- Vores medlemmer giver udtryk for, at efterspørgslen på nye biler bestemt er god hos danskerne, men at producenterne simpelthen ikke kan følge med, fordi de mangler komponenter.
- Manglen på mikrochips kommer nok til at forfølge os ind i 2022, men det bliver forhåbentligt gradvist bedre. Dog er der stadig biler at få hos forhandlerne, som hurtigt kan leveres, siger Mads Rørvig.
Seneste artikler
Guide til aktiviteter i efterårsferien
Omfattende strømafbrydelse på dele af Falster
Antallet af hjemløse stiger markant på Lolland
Løb efterårsferien ind med sørgebind
- Jeg kan jo sige tak til René tusind gange, men der findes ikke ord for det
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet