Krakket i den sjællandske bank Max Bank mødes med beklagelse hos Næstveds borgmester Carsten Rasmussen (S). Bankens kollaps kan koste kommunen godt fire millioner kroner i tabte midler.
Carsten Rasmussen beklager, at banken ikke kan leve op til Finanstilsynets krav og peger på, at Max Bank har været en førende lokal virksomhed, som har stået for en lang række projekter til stor gavn for Næstved og Sydsjælland.
- Det er stadig for tidligt at sige noget om de endelige konsekvenser, men jeg frygter, at det vil koste lokale arbejdspladser og at lokale investorer og aktionærer vil lide tab, siger Carsten Rasmussen.
Næstved Kommune har et kontant indskud i Max Bank på fem millioner kroner. De 750.000 kroner er dækket af indskydergarantien, hvilket betyder, at kommunen maksimalt risikerer at tabe 4,25 millioner kroner.
Pengene vil isoleret set ikke have en overvældende negativ indflydelse på byen, men det kan sprede ringe i vandet, som kan være skadelige.
- Jeg ved jo ikke, hvor mange penge private virksomheder har i banken og hvad det kommer til at betyde for arbejdspladserne i Næstved, siger Carsten Rasmussen.
Det er dog for tidligt at sige noget om det konkrete tab, da det afhænger af bankens fremtidige konstruktion. Den vil sandsynligvis blive afgjort søndag klokken 18, når dens skæbne bliver afgjort.
- Vi kan ikke gøre noget for at forhindre tabet af penge, men vi kan gøre noget moralsk for at lægge pres på, at de, der kommer til at overtage de sunde dele af banken, vil bevare arbejdspladser for de bankansatte i Næstved, siger Carsten Rasmussen.
Ud over det kontante indskud på fem millioner kroner forvalter Max Bank en obligationsportefølje for Næstved Kommune på 45 millioner kroner. Men her understreger Carsten Rasmussen, at de midler ikke er i fare.
/ritzau/
Seneste artikler
Underskud og låneoptag: Sådan endte byrådsmødet
Dagligvarebutik i nødråb
Efter rottealarm: Nu kan tvist ende i retssag
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Grønt initiativ åbner i dag
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker