Nakskov Mill Foods og Crispy Food fusionerer

Christian Bring, direktør for Crispy Food Nordic. Foto: Claus Hansen, arkivfoto

Crispy Food Nordic bliver navnet på Danmarks største producent af morgenmadsprodukter.

Offentliggjort Sidst opdateret

Nakskov Mill Foods fusionerer med Crispy Food i Gørlev under navnet Crispy Food Nordic. Dermed er der dannet basis for nye investeringer og endnu større, international vækst, skriver selskabet i en pressemeddelelse.

Det er to traditionsrige og succesfulde danske morgenmadsproducenter, der nu bliver til én.

Det bliver dermed Danmarks største producent af morgenmad, hvor 80 procent af produktionen allerede i dag eksporteres. Nu skal fusionen være udgangspunkt for yderligere vækst.

- Dannelsen af Crispy Food Nordic er udtryk for en ambition om at sætte endnu mere fart på vores udvikling. Det er et fantastisk udgangspunkt, at det er to sunde og succesfulde virksomheder, vi samler.

- Derfor holder vi også fast i produktionen i både Nakskov og Gørlev, som fortsat vil have hver sin fabrikschef. Fusionen styrker driften og udviklingen ved at skabe en mere enkel selskabsstruktur, hvor vi kan frigøre flere ressourcer ved kun at skulle gøre tingene én gang frem for to, siger Christian Bring, CEO for Crispy Food Nordic.

Det er forskellige typer produkter, der produceres i henholdsvis Gørlev og Nakskov.

Gørlev er specialister i at producere granola bagt i ovnen. I Nakskov har man med produkter som eksempelvis Havre Fras fundet metoder til at lave sprøde kornprodukter i en kvalitet, som ingen andre kan matche - samtidig med, at man med købet af OTA Solgryn har fået et ikon inden for morgenmad tilbage til Nakskov.

Læs mere i onsdagens Folketidende.