Nationalbanken sænkede torsdag renten på to områder. Renten på indskudsbeviser sænkes med 0,10 procentpoint til 0,7 procent. Foliorenten nedsættes i samme størrelsesorden til 0,6 procent.
Til gengæld fastholdt Nationalbanken den toneangivende udlånsrente på 1,05 procent. Også diskontoen fastholdes.
- Dagens renteaktion skal ses i lyset af, at der stadig strømmer udenlandsk valuta ind i Danmark, forklarer chefanalytiker Christian Hilligsøe Heinig, Sydbank.
Dette skyldes, at der stadig er et spænd i renten mellem Danmark og euroområdet, så den danske rente er en anelse højere. Det har gjort det mere attraktivt at placere penge i danske kroner.
Sydbank vurderer, at nedsættelsen af indlånsrenten kan føre til mere udlån mellem bankerne indbyrdes uden om Nationalbanken, hvilket igen kan presse de danske pengemarkedsrenter ned.
I Danske Bank konstaterer senioranalytiker John Hydeskov, at kronen længe har ligget meget stærkt over for euroen.
- Den danske valutareserve bugner allerede. Dagens rentenedsættelse indikerer, at Nationalbanken ikke ønsker at udbygge den 416 milliarder kroner store buffer yderligere, siger John Hydeskov.
Danske Bank vil ikke udelukke, at det kan blive nødvendigt at sænke renten endnu en gang for at dæmme op for tilstrømningen af valuta.
/ritzau/
Seneste artikler
Så du nordlyset? Må vi se dine billeder?
Åbner for drop-in vaccination: Her kan du få et stik
Nye tal vender NFC-sagen på hovedet
1039 virksomheder har fået indskærpet sikkerhed efter CPR-læk
Motorcyklist påkørte dødt dådyr
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker