Negative renter presser: Største danske banker tjener mindre
Ulrik Nødgaard, administrerende direktør hos Finans Danmark, ser flere årsager til, at de største bankers indtjening generelt er faldende. (Arkivfoto) Foto: Mathias Bojesen/Ritzau Scanpix
Mathias Bojesen/Ritzau Scanpix
Indtjeningen hos de største banker i Danmark ligger foreløbigt i år lavere end den gjorde i 2018 og 2017.
Indtjeningen er faldende hos de største banker herhjemme.
Det viser en opgørelse fra Finans Danmark, der er interesseorganisation for den finansielle sektor.
Finans Danmark har bladret de seneste regnskaber igennem for de syv største banker og realkreditkoncerner i Danmark.
Her viser det sig, at indtjeningen i årets første ni måneder er otte procent lavere end i samme periode af 2018. Og hele 32 procent lavere i forhold til den tilsvarende periode af 2017.
- De seneste regnskabstal bekræfter tendensen. Nemlig at de danske bank- og realkreditkoncerners indtjening er under pres, siger Ulrik Nødgaard, der er administrerende direktør i Finans Danmark, i en pressemeddelelse.
De faldende overskud skyldes blandt andet, at bankernes basisindtjening er blevet sat under pres. Det hænger især sammen med effekten af de negative renter i kombination med faldende efterspørgsel på nye lån.
Hertil kommer stigende omkostninger i form af lønudgifter til hvidvask og "compliance", der dækker over arbejdet med at sikre, at man overholder de gældende regler og retningslinjer.
- Bare over det seneste år vurderes det, at der er ansat yderligere 1200 medarbejdere, der har hvidvask og compliance som hovedopgave, så de i dag udgør i alt 4300.
- Det bringer de samlede lønudgifter til disse medarbejdere op på i alt 3,4 milliarder kroner om året, fortæller Ulrik Nødgaard.
I denne uge vurderede Nationalbanken, der er bankernes bank, at de største banker herhjemme fortsat har en høj indtjening, som er understøttet af lave nedskrivninger.
Den lange periode med negative renter har dog ført til lavere kerneindtjening i institutterne, bemærkede Nationalbanken i seneste udgave af analysen Finansiel Stabilitet.
- Det er vigtigt, at institutterne fortsat effektiviserer og reducerer deres omkostninger for at modvirke den faldende kerneindtjening, stod der blandt andet i analysen.
Finans Danmarks opgørelse dækker over bank- og realkreditkoncernerne Danske Bank, Nykredit Realkredit, Nordea Kredit Realkredit, Jyske Bank, Sydbank, DLR Kredit og Spar Nord Bank.
Koncernen Danske Bank omfatter også pension og forsikring.
Seneste artikler
Løb efterårsferien ind med sørgebind
- Jeg kan jo sige tak til René tusind gange, men der findes ikke ord for det
Par åbner Æblets Dag
Da tipsklubben skulle på ferie, klappede fælden for kasserer
Skoleelever hyldet af byrådsmedlemmer
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde