Efter markante fald på de amerikanske aktiemarkeder torsdag fortsætter nedturen fredag i Japan. Det toneangivende indeks på børsen i Tokyo, Nikkei 225, ligger umiddelbart efter åbningen 1,6 procent lavere.
Investorer over hele verden havde skruet forventningerne op inden torsdagens udmeldinger fra Den Europæiske Centralbank, men de blev skuffet.
Selv om banken satte renten ned, som forventet, så var der ingen nye meldinger om støtteopkøb af statsobligationer fra de mest gældsplagede lande i eurozonen.
Et træk, som kunne have beroliget investorerne og lagt låg på de værste bekymringer om gældskrisen.
I USA kom reaktionen prompte. Kurserne på Wall Street faldt umiddelbart efter det stod klart, at ECB ikke er indstillet på at foretage store støtteopkøb af obligationer.
- Positive økonomiske nøgletal fra USA og rentenedsættelsen fra ECB blev overskygget af skuffende udtalelser fra chefen for ECB, siger Scott Marcouiller fra Wells Fargo Advisors.
Dow Jones-indekset sluttede 1,6 procent lavere, mens Nasdaq-indekset lukkede med et fald på lige under to procent.
ECB's præsident Mario Draghi sagde på pressemødet, at banken fortsat vil gøre sit for at afværge krisen, men problemet skal løses af regeringerne i eurozonen.
- I sidste ende ligger afgørelserne hos de politiske ledere, sagde Draghi.
I Japan er den endelige opgørelse for væksten i bruttonationalproduktet i tredje kvartal fredag revideret ned til en fremgang på 5,6 procent. Den foreløbige opgørelse viste en vækst på 6,0 procent.
Revisionen var mindre end forventet. Økonomer havde, ifølge AFP, vente en revideret vækst på kun 5,2 procent.
/ritzau/AFP
Seneste artikler
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Takkehilsner nåede fra Nykøbing til Letland
Spøgelseshus lover gys: Nogle får et minde med hjem i bukserne
Kontrakter, webcam og ydmygelse: Tiltalt for at udsætte hustru for årelang kontrol
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned