Netværksmedie og virtuelle lagerplads sikrer Microsoft succes
Med overskud på flere milliarder og en stigning i omsætningen slog Microsoft forventningerne til resultatet for seneste kvartal. Foto: Mike Blake/arkiv/Reuters
Mike Blake/Reuters
Det sociale medie LinkedIn og salg af tjenester i den såkaldte sky sikrer dollarregn over Microsoft.
Der var gode nyheder for Microsoft-aktionærer onsdag, da selskabet kom med kvartalsregnskab.
Succes med det karrierefokuserede sociale medie LinkedIn og med salget af tjenester i den såkaldte sky helt generelt løftede regnskabet til overraskende gode tal for både omsætning og overskud.
Med en omsætning på det, der svarer til 190 milliarder kroner, hentede Microsoft omkring 57,5 milliard til egen krigskasse i overskud efter skat.
Begge tal er markante forbedringer fra samme kvartal sidste år.
Trods skeptiske investorer på de amerikanske markeder fik det pæne regnskab Microsoft-aktien til at svæve op i værdi.
Ud over LinkedIn dækker Microsofts palet af tjenester i skyen over platformen Azure, samt det der i gamle dage hed Microsoft Office-pakken. I dag hedder det Office 365.
Hvor de fleste måske husker Office-pakken fra deres private computer, har afdelingen i nyere tid skiftet fokus. Nu er det erhvervskunderne, der driver strømmen af dollar, der flyder ned i Microsofts kasse.
Platformen Azure muliggør blandt andet, hvad man kan kalde virtuel lagerplads. Der er tale om lagerplads af gigabyte og atter gigabyte, som er tilgængelige fra forskellige computere, så længe de har internetadgang.
For afdelingen af tjenester i skyen er den strøm vokset med næsten 50 procent siden samme tid sidste år.
Også gamerne har været gavmilde ved Microsoft, der blandt andet laver konsollen Xbox. Her er salget af både hardware såsom selve konsollerne og software såsom programmer, man kan købe til sin konsol, steget.
De senere år har Microsoft skiftet sit fokus fra at sælge mere klassisk hardware og software udelukkende til brug på denne hardware til at uddybe profitable tjenester, som kunderne kan tilgå på internettet.
Seneste artikler
Nye krimier afslører landsdelens mørke hemmeligheder
Direktør langer ud efter havbrugskritikere: – De er direkte onde
Vil du have indflydelse på de nye skoledistrikter? Her er fristen
Lokale vil have havbrug væk: – Vi bader i fedtemøg
Fejø manglede en læge – så kom der to
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde