New York og Novo indgår aftale om maksimumpris på insulin
Insulinprisen for uforsikrede skal holdes under 35 dollar per måned - altså 244 kroner - i fem år. Der er tidligere blevet indgået lignende aftaler med selskaberne Eli Lilly og Sanofi. (Arkivfoto). Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix/Ritzau Scanpix
Newyorkere bør ikke skulle kæmpe med økonomien på grund af medicin, siger justitsminister.
Novo Nordisk skal holde insulinprisen nede for uforsikrede diabetespatienter i delstaten New York.
Der er nemlig fredag indgået en aftale mellem den danske medicinalvirksomhed og delstatens justitsminister, Letitia James, om et prisloft.
Det skriver James' kontor i en pressemeddelelse.
Prisen skal holdes under 35 dollar per måned - altså 244 kroner - i fem år. Der er tidligere blevet indgået lignende aftaler med selskaberne Eli Lilly og Sanofi.
- Newyorkere, der er afhængige af medicin, der redder liv, så som insulin, bør ikke skulle rationere deres doser eller helt lade være med at tage medicin, fordi de ikke har råd til det, siger hun.
- Dagens aftale betyder, at uforsikrede newyorkere ikke skal vælge mellem at tage deres insulin og få mad på bordet.
Prisloftet gælder for selskabets insulinprodukter, heriblandt Novolog, Novolin og Fiasp, skriver James' kontor.
Aftalen indebærer også, at Novo fortsat skal udbyde gratis insulin til de mest udfordrede forbrugere, som tjener under et vist indkomstniveau.
Over ti procent af den voksne befolkning i New York anslås at have diabetes.
Der er i USA stor politisk debat om medicinpriser.
Erhvervsmediet Marketwire skriver, at insulinpriserne aktuelt undersøges i flere delstater USA.
I slutningen af august blev det offentliggjort, at den offentlige amerikanske sygesikring Medicare skal forhandle priserne på en række lægemidler.
Fiasp og Novolog fra Novo Nordisk er på listen over de i alt ti lægemidler.
/ritzau/
Seneste artikler
Ansatte barrikaderede sig med lænestole: Strakspåbud til bosted
Seks millioner afsat til stor parkeringsplads
Agesen efter nederlag: - Vi mangler noget kynisme
Drilske rumænere slår Nykøbing Falster i Champions League
Vejrguderne holdt hånden over Æblets Dag
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker