Ni ud af ti frisørsaloner har fået coronakompensation

Blandt landets frisørsaloner har cirka 94 procent gjort brug af mindst en af de tre største kompensationsordninger under corona. (Arkivfoto) Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix

Frisørerne er den gruppe, hvor relativt flest har fået coronakompensation, viser tal fra Danmarks Statistik.

Offentliggjort Sidst opdateret

Siden Danmark sidste år blev ramt af coronavirus, er der indført flere ordninger, hvor virksomheder har kunnet få kompensation, hvis de for eksempel har måttet sende ansatte hjem på grund af en nedlukning.

Det har særligt frisørsalonerne gjort brug af. Flere end ni ud af ti har gjort brug af mindst en af de tre største ordninger under corona. Det viser en opgørelse fra Danmarks Statistik.

Det er den højeste andel i de brancher, som er blevet analyseret. Kompensation har ifølge Connie Mikkelsen, formand i Dansk Frisør og Kosmetikerforbund, der organiserer cirka 2300 frisører, reddet frisører fra at gå konkurs.

- Det betyder, at en hel branche har overlevet, siger hun.

Den største ordning handler om lønkompensation. Her har staten betalt en del af lønnen til ansatte, der har været sendt hjem under krisen.

Det er dog ikke hele lønnen, som er blevet dækket, og det betyder ifølge Connie Mikkelsen, at salonerne også har haft en stor egenbetaling.

Hun fortæller, at mange også har udskudt betaling af A-skat og momslån. Regningen for corona er derfor ikke betalt endnu:

- Hvis ikke man finder en længere afdragsordning, når de skal til at indfris, er der ingen tvivl om, at det er penge ud af vinduet for nogle af dem, man har holdt hånden under, for så overlever de ikke, siger formanden.

Der er også lavet en ordning for selvstændige, ligesom virksomheder har kunnet få tilskud til at dække de faste omkostninger - i de fleste tilfælde hvis de har tabt mindst 30 procent af omsætningen.

Cirka 6500 af de 6900 frisørsaloner, som vurderes til reelt at være aktive virksomheder, er blevet kompenseret under corona.

Det er for eksempel virksomheder med et salg, der vurderes til at være over "hobbyniveau".

Herefter følger blandt andre optikere og rejsearrangører, hvor over 87 procent har fået kompensation. Der er dog langt færre af disse virksomheder end frisørsaloner.

Flere end 98.500 virksomheder fået kompensation fra en af de tre ordninger, viser analysen fra Danmarks Statistik. Det er næsten 30 procent af alle de aktive virksomheder.

Lidt over seks procent af de virksomheder, som er blevet kompenseret, er frisørsaloner. De er dermed overrepræsenteret, da branchen kun udgør cirka to procent af de private aktive virksomheder.

Der er udbetalt 33,6 milliarder kroner i de tre ordninger, hvoraf den største del - 15,1 milliard kroner - er gået til løn.

Opgørelsen fra Danmarks Statistik dækker perioden fra 9. marts 2020 til 28. februar 2021.