Nilfisks salg af rengøringsmaskiner i 2022 trodser modvind
Nilfisk Danmark A/S i Brøndby, torsdag den 18 juni 2020. (Arkivfoto). Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix
Støvsugerproducenten Nilfisk har i sit fjerde kvartal af 2022 opnået et højere overskud end i året før.
På trods af et udfordret år har Nilfisk, som producerer rengøringsmaskiner til virksomheder og private, opnået fremgang på omsætningsposten i 2022.
- Vi har fortsat vores omsætningsvækst med 7,5 procent på trods af store udfordringer, siger Torsten Türling, administrerende direktør i Nilfisk.
Selskabet har som resten af verden været ramt af inflation og højere omkostninger på grund af krigen i Ukraine.
Derudover ramte en tornado selskabets distributionscenter i USA i slutningen af marts 2022.
I fjerde kvartal endte selskabet med en omsætning på 270,3 millioner euro og et overskud på 11,8 millioner euro tilsvarende 87,8 millioner kroner.
I det tilsvarende kvartal i 2021 lød omsætningen på 260,6 millioner euro og overskuddet på 11,5 millioner euro.
Ifølge topchefen var Nilfisk fortsat påvirket af naturkatastrofen, der ødelagde dele af selskabets tidligere distributionscenter i den amerikanske by Springdale, Arkansas.
- Vores nye distributionscenter fungerer fint. Men vi er endnu ikke på samme niveau, som vi var på det gamle. Så vores medarbejdere har lidt ekstra manuelle opgaver, siger Torsten Türling.
Nilfisk regner med at opnå samme effektivitet efter første halvår af 2023.
For hele 2022 nåede Nilfisk i mål med sine forventninger både på omsætningsvækst og indtjening med en omsætning på lige over en milliard euro og et overskud på 40,6 millioner euro.
Topchefen pointerer, at selskabets 2026-plan, som blandt andet fokuserer på vækst i USA, var en stor strategisk hjælp i et udfordrende år.
Nilfisk er lidt forsigtige i forhold til forventningerne til 2023.
- Vi er mere forsigtige på grund af de makroøkonomiske usikkerheder. Men vi fortsætter med vores initiativer om vækst i USA og fokus på service til vores kunder, siger topchefen.
/ritzau/
Seneste artikler
Så du nordlyset? Må vi se dine billeder?
Åbner for drop-in vaccination: Her kan du få et stik
Nye tal vender NFC-sagen på hovedet
1039 virksomheder har fået indskærpet sikkerhed efter CPR-læk
Motorcyklist påkørte dødt dådyr
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker